Gitte Knudsen, Helene Bruun Simonsen, Meinhard Djurhuus og Simon Kofoed-Pihl bliver i Etiopien, når kammeraterne fra Børkop Højskoles forårshold rejser hjem efter ti dages studietur i landet på Afrikas Tag.
De fire unge er nemlig antaget som volontører i Dansk Ethioper Mission og bliver tilknyttet den lutherske Mekane Yesus Kirkes Tabor menighed i Hawassa i Etiopien fra den 5. juni til 1. august 2012.
Men de rejser altså først til Etiopien med højskolen her den 27. maj.
Volontørerne kobles sammen med ungdomsfællesskabet i menigheden og skal deltage i de unges evangelisationsaktiviteter. Derudover får de hver deres opgaver alt efter evner og interesser.
Gitte Knudsen (23) er kontoruddannet. Hun skal løse kontoropgaver på menighedens administrationskontor, undervise kvindegruppen i smykkefremstilling og i engelsk på sommerkursus for menighedens unge.
Helene Bruun Simonsen (21) er student. Hun skal arbejde i menighe-dens børnehave samt træne og arrangere sportsevents for unge.
Meinhard Djurhuus (24) er snedker og Simon Kofoed-Pihl (24) tømrer. De skal stå for reparation og vedligeholdelse af menighedens bygninger og inventar. Samt assistere i engelskundervisning og ved sportsevents.
Dansk Ethioper Mission er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Etiopien, Liberia, Botswana og Guinea. Budgettet i 2012 er på 7,744 mio. kr.
Pr. maj 2012 var der 12 udsendte medarbejdere i Afrika og fem ansatte på sekretariatet i Aarhus.
Se også www.dem-dk.dk