Af Jesper Søe
Redaktør Stefan Kati?, Amagerbro, fylder 50 søndag d. 10. juni 2012.
Fødselaren er en meget erfaren bladsnedker, når det kommer til internationale forhold, globalisering og udviklingslande.
I omkring 13 år har han stået i spidsen for to af ’u-landsflagskibene’, Danidas tidsskrift “Udvikling” – eller magasin som det nu hedder – og “Kontakt”, der blev udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke indtil den smertefulde lukning i 2005, i øvrigt efter samfulde 57 års udgivelse.
Det sidste sted sad han i redaktørstolen 1997-2000.
Stefan Kati? har de seneste to år været stærkt optaget af en relancering af “Udvikling”. En udvidelse af stofområderne med kultur og erhverv, et mere stilrent layout og en styrket markedsføring har mere end fordoblet antallet af modtagere (som i sandhedens tjeneste får publikationen gratis).
Til gengæld vil kritiske røster måske notere, at dansk og international bistand ikke altid har samme fremtrædende placering – stofområder som er grundstene i rationalet for udgivelsen.
Stefan Kati? er oprindelig kandidat (cand.tec.soc.) fra den Teknologisk-Samfundsvidenskabelige Planlæggeruddannelse på Roskilde Universitetscenter (1993) og har tillige Den Journalistiske Tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole (1989).
Med fire dyrlæger i familien (far, mor, en onkel og en kusine – de to sidstnævnte i Kroatien), stod det ikke skrevet i kortene, at fødselaren skulle beskæftige sig med u-landsjournalistik.
Men det ændrede sig med en “dannelsesrejse” i 1987 sammen med RUC-studiekammeraterne Peter Toft og (nu afdøde) Rolf Belling til Ecuador, Peru og ikke mindst Bolivia. Den tur kom til at udstikke retningen for fødselarens interesse for miljøproblemer i u-lande – og især formidlingen af dem.
Det skete ikke mindst i form af rejseartikler til ugeavisen Katolsk Orientering, hvor han var studentermedhjælp.
Som nyuddannet blev han udstationeret 1994-96 som JPO i Costa Rica for Den Internationale Arbejdsorganisation ILO, så kom tiden som redaktør af “Kontakt” og derefter en ansættelse hos Carl Bro (i dag Grontmij) med miljøoplysningskampagner som speciale (2000-2002).
Får han sit frihedsbrev?
Derpå blev han tilknyttet “Udvikling” som freelance-redaktør og fra 2004 som fast redaktør.
I år er “Udvikling” nomineret til Bording-prisen for Visuel Formidling, der uddeles af Danske Medier. Til gengæld har tidsskriftet aldrig fået det “frihedsbrev” fra Danida og ministeriet, som det og dets flittige stab burde være berettiget til.
Uanset at Danida samtidig støtter ytringsfrihed med bistandspenge kloden over.
End ikke den nuværende udviklingsminister, der offentligt har benævnt sig selv som “åbenhedsfanatiker”, har kunnet bekvemme sig til at forfatte et papir, der sikrer publikationens uafhængige stilling, også når det gør ondt og denne frie status for alvor er noget værd.
Uoverkommeligt er det ikke. Danidas norske fætter, Norad, har for længst gjort det og sikret en udgivelse efter rene journalistiske kriterier – se http://www.bistandsaktuelt.no/forsiden/om-bistandsaktuelt
Det har været godt – rigtig godt – for “Bistandsaktuelt” og det vil være af lige så stor værdi for “Udvikling”. Det ved en tidligere mand på posten som denne skribent.
Så her er følgende opfordring til Christian Friis Bach: Giv dit blads engagerede og samvittighedsfulde redaktør frihed til at skrive – også Roma midt imod. Se, dét vil være en flot fødselsdagsgave!
Fejres med herrefrokost
Også storebroderen, ingeniør Ivan Kati?, DTI, har i en årrække været fagligt engageret i udviklingslandene, nemlig med solenergi, primært i Nepal og Burkina Faso.
Stefan Kati? nærer stor interesse for historiske emner, ikke mindst Anden Verdenskrig – krigen, man aldrig bliver færdig med. Og kan mere aktuelt glæde sig over, at han blev født samme år som forlø-beren for Danida kom til verden.
Endda dagen efter U-landsstyrelsen holdt sit første møde d. 9. juni 1962 og dermed kunne fejre SIT 50 år lørdag (i øvrigt til tordnende tavshed i Danida).
Og så holder han af naturen, især egnen omkring sommerhuset ved Sejerøbugten. Det er her, den runde dag bliver fejret ved en old school herrefrokost for 20 mænd.
Han voksede op i Viby på Midtsjælland med en dansk mor og en kroa-tisk far (heraf efternavnet) og har siden 2000 boet i Hollænderdybet-kvarteret på Amagerbro. Privat danner han par med journalist Anna Mogensen, og de venter deres første barn til oktober.
Til sidst kan det i den mere eksotiske afdeling nævnes, at han i 1991 blev æresborger i den ganske lille by San Agustín i det sydvestligste Bolivia.
Et stort til lykke på dagen!
————–
Omtalen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren, der var redaktør af “Udvikling” i ti år (1992-2002). Bemærk: Betydelige dele af teksten bygger på oplysninger fra journalist Jan Kjær.