Fhv. dekan, universitetslektor emeritus, Henrik Jeppesen, Frederiksberg, fylder 75 fredag d. 15. juni 2012.
Fødselaren er cand.mag. i geologi, botanik, zoologi og geografi årgang 1964.
Han blev adjunkt på Geografisk Institut under Københavns Universitet og senere udnævnt til lektor i tropernes kulturgeografi.
Han arbejdede især med problemer i afrikansk landbrug og dette har ført til adskillige ophold i Ghana og Vestafrika i øvrigt, hvor Henrik Jeppesen har boet i sammenlagt mere end syv år.
I 1992 blev han valgt til præsident for den europæiske sammenslutning af naturvidenskabelige dekaner og to år efter tildelt æresdoktorgraden ved University of Ghana.
Henrik Jeppesen har været prodekan og dekan for Det naturvidenskabelige Fakultet, hvor han ydede en særlig stor indsats i opbygningen af en helt ny studiestruktur.
Dertil har han produceret TV-udsendelser og været medlem af Folkeuniversitetets programråd.