Fhv. minister og styrmand Kjeld Olesen, Hellerup, fylder 80 søndag d. 8. juli 2012.
Fødselaren er som få rundet af den socialdemokratiske bevægelse, som han har viet største delen af sit liv.
Han har prøvet det meste og fået allehånde betegnelser hæftet på sig såsom NATO-begejstret aktivist, socialdemokratisk kommunistjæger, kronprins, en af verdens kommende ledere (det var i 1974), gudfar til Christiania (som forsvarsminister), trafikminister, udenrigsminister, fodnotet NATO-skeptiker, lærer, forfatter, Greenpeace demonstrant og – ikke mindst – styrmand.
Den sidste betegnelse har han valgt at stå med i Den Blå Bog.
Men det er nu især hans tid som udenrigsminister, der påkalder sig opmærksomhed her. Han havde nemlig ansvaret for Danida og udviklingsbistanden fra februar 1980 (da Lise Østergaard blev kulturminister) til Anker Jørgensen og socialdemokraterne smed tøjlerne i september 1982 og Poul Schlüter kom til.
Selv om perioden var relativ kort, var det meget begivenhedsrige år i både dansk og international udviklingspolitik og Kjeld Olesen fik så afgjort sat sit mærke.
Det var i de år, Danidas største satsning nogensinde gik igang, nemlig egnsudviklingsprogrammet Noakhali i Bangladesh, og en af udenrigstjenestens mest huskede diplomater, Kaj Baagø, satte sig i stolen som vicechef i Danida og fasttømrede fattigdomsstrategien.
Se Uffe Torms anmeldelse af Jørgen Harboes bog om Baagø på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-05-10/kaj-baagoe-et-menneske-2-verdner-og-3-liv-bogen-ma
Internationalt satte svenske Gunnar Myrdal spørgsmålstegn ved u-landshjælpen som sådan og skabte stor debat. Og internt i Socialde-mokratiet opererede sparebander, der ville skære i og helst helt fastfryse stigningstakten i u-landsmidlerne.
I dette krydsfelt af nybrud og kontroverser havnede Kjeld Olesen. Han slog først en stor skævert, idet det kom frem i august 1980, at han havde godkendt, at den nye danske ambassade i New Delhi blev bygget med midler fra u-landsbistanden.
U-landsstyrelsens mægtige formand, hans partifælle Christian Kelm-Hansen, blev så rasende, at han direkte overvejede at gå fra posten.
Det endte dog med, at pengene blev fundet et andet sted og i Kjeld Olesens redegørelse for bistanden som sådan til Folketinget senere på året stod han last og brast med bistandsmidlerne uanset Gunnar Myrdals torden og dystre rapporter fra Rigsrevisionen.
Som han sagde:
“Regeringen må tage afstand fra en generel omlægning af bistands-indsatsen til katastrofehjælp eller international fattighjælp, som Myrdal kalder det. Fattighjælp skaber ikke i sig selv nogen udvikling, men kan derimod fastlåse de fattiges nuværende dårlige vilkår”.
“Der vil nemlig være betydelig risiko for, at en omfattende fattighælp fra industrilandene kunne virke som en sovepude for u-landenes egen indsats overfor de fattige”.
Tankevækkende ord, også i dag.
Tankevækkende var det også, at Kjeld Olesens reaktion mundede ud i nedsættelse af et særligt uafhængigt udvalg i december 1980, som skulle gennemgå principperne for dansk u-landsvirke.
Udvalget på 11 medlemmer skulle have haft tidl. formand for U-lands-styrelsen, Poul Nyboe Andersen, som formand, men han kunne ikke afse tid, så det blev i stedet Mellemfolkeligt Samvirkes tidl. formand, direktør Ole Bang, der fik hvervet.
Udvalget afgav betænkning i august 1982 og fremkom med godt 60 indstillinger, hvoraf der var enighed om ca. 45. Den politiske udvikling overhalede imidlertid forslagene, og den nye udenrigsminister, Venstre-manden Uffe Elleman-Jensen, fulgte reelt ikke op på dem.
Se også kommentaren
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-02-12/har-ministeren-glemt-bet-nkningen-fra-1982
Men tilbage står, at Kjeld Olesen tog dette initiativ og at det kunne – og burde – have ført til mere. Og at han vel at mærke havde mod og mandsvilje til at lade et uafhængigt udvalg se på bistandens indretning og principper. Og lægge det hele fuldt offentligt frem.
Sådan var det ikke ligefrem, da den nuv. udviklingsminister Christian Friis Bach (R) her 30 år efter ønskede det hele lavet om. Han ville tilsyneladende være helt sikker på, at det udvalg, der blev nedsat, også nåede den “rigtige “konklusion, så det blev et internt embedsmands-udvalg med Danidas chef i spidsen.
Og et udvalg, som opererede i dølgsmål og hvis konklusion ministeriet senere nægtede U-landsnyt.dk offentlig aktindsigt i – se telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-04-12/danida-nej-til-aktindsigt-i-tilblivelse-af-forslag
Jo, der er løbet meget vand i stranden, siden Kjeld Olesen sad i stolen, og Kaj Baagø stod for den åbenhed – også i penible sager – der i sidste ende kun styrkede og nuancerede offentlighedens indtryk af indsatsen derude.
