Generalsekretær i Amnesty Danmark, Lars Normann Jørgensen, Køge, fylder 60 torsdag d. 12. juli 2012.
Om kort tid, nemlig d. 1. august, har han tillige været generalsekretær i 20 år. Det markerer Amnesty med en reception i DGI-Byen på Vesterbro i København den 9. august kl. 15-17.
Lars Normann Jørgensen kom til Amnesty fra det danske u-landsmiljø. Han var således u-landskonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) 1985-1990 og generalsekretær i miljøkampagnen Vor Fælles Fremtid (Brundtland-kampagnen) 1990-1992.
Den. 1. august 1992 blev han så ansat som generalsekretær i den danske afdeling af Amnesty International – verdens største menne-skeretsorganisation med 3,2 millioner medlemmer på verdensplan.
Dengang var der kun omkring 25.000 medlemmer i Danmark. I november 2010 rundede Amnesty 100.000 danske medlemmer.
Amnestys danske afdeling har i dag godt 40 ansatte i de lejede kontorlokaler på Gammeltorv i centrum af København. Dertil kommer mange unge gadehververe i organisationens Face2Face kampagne.
I 2009 udvidede Amnesty med en undervisningsafdeling, Amnesty Interactive, som tilbyder kurser i menneskerettigheder for lærere og lærerstuderende. Kurserne er del af en langsigtet strategi for at få Danmark til at efterleve FN’s anbefaling om obligatorisk undervisning i menneskerettigheder i grundskolerne.
Gennem årene er Lars Normann Jørgensen mødtes med utallige statsministre, justitsministre og udenrigsministre – både i Danmark og i udlandet som del af Amnestys missioner i Sri Lanka, Bangladesh, Palæstina og Nepal. En frokost med Dalai Lama er det også blevet til.
I 2006 mødte han præsident Mahendra Rajapakse under borgerkrigen i Sri Lanka og kørte gennem våbenstilstandslinjen fra den nordlige by Jaffna gennem Elephant Pass til Killinoche for at møde De Tamilske Tigres politiske leder Thamilselvan, der blev dræbt året efter.
Sammen med daværende folketingsmedlemmer Torben Lund (S) og Gitte Seeberg (K) besøgte han Palæstina i 2004 for at få et indblik i konsekvenserne af de jødiske bosættelser, og under besøg i Nepal og Bangladesh fik han adgang til fængslerne for at give Amnestys støtte og opbakning til indespærrede menneskeretsforkæmpere.
”De stærkeste oplevelser, jeg har haft, er møderne med fængslede oppositionsfolk, menneskeretsforkæmpere og journalister, der betaler den højeste pris for at stå fast på ytringsfriheden og forsamlings-friheden. Når de fortæller mig, hvor uvurderlig en støtte, det er, at Amnesty besøger dem i fængslet, eller når titusindvis af vore medlemmer skriver breve i solidaritet med dem, så ved jeg, hvorfor jeg er i Amnesty International”, siger han.
I de senere år har Lars Normann Jørgensen brugt en del af sin arbejdstid som overordnet chef for Amnestys Bruxelles-kontor samt organisatorisk og politisk leder for generalsekretærerne i de europæiske lande.
Amnestys fokus i EU er primært kampen mod diskrimination – herunder den voksende racisme og hadforbrydelser mod seksuelle minoriteter.
Lars Normann Jørgensen ville gerne have undværet de ti års krig mod terror, hvor tortur og mishandling blev dokumenteret hos Danmarks koalitionspartnere med USA i spidsen, ligesom dansk og europæisk luftrum blev anvendt til CIA’s ulovlige fangeprogram.
Også Danmarks behandling af flygtninge og asylansøgere – og ikke mindst deres børn – har været ham en torn i øjet.
Som uddannet cand.scient. i biologi ved Københavns Universitet i 1984 har interessen for naturen fulgt med lige siden. Når trækfuglene passerer Danmark, er Lars Normann med sikkerhed på plads med kikkerten ved Stevns Klint.
Lige så sikkert er det, at han sidder klar foran fjernsynet i hjemmet i Køge, når de store fodboldkampe ruller over skærmen. Privat er han fraskilt og har to store børn, Johannes på 23 og Agnete på 20.