Journalist Eva Arnvig, Virum, fylder 75 søndag d. 14. oktober 2012.
Fødselaren er nu pensioneret efter i 15 år at have arbejdet for FNs Udviklingsprogram (UNDP), både i Geneve og København.
Inden da fik hun trænet sine journalistiske géner på Ekstra Bladet, så hun hører til FNs skarpeste og mest underholdende og velfunderede kritikere.
Hun rejser ustandseligt i Afghanistan og har mange afghanske venner. Udover journalistikken blev hun, nærmest som pensionist, film-instruktør. Det er endda ikke så usædvanligt.
Men hun efteruddannede sig tidligt som psykolog og selv om en del vil skrive under på, at Eva Arnvigs bramfrie og fanden-i-voldske facon ikke passer med den almindelige opfattelse af psykologer, har hun i sine film demonstreret, at hun kan bruge indsigten i sindet til at skabe forståelse og indblik.
Som da hun skaffede sig adgang til fundamentalistiske koranskoler i den pakistansk-afghanske grænseregion – “Jeg kunne jo være deres mor. Jeg er gammel, lille og tyk, mig kunne de ikke sige nej til” – og lavede en opsigtsvækkende film.
Selv var hun flygtningebarn under besættelsen, hendes mand døde ved en ulykke, da deres yngste barn kun var ti måneder, og Eva Arnvig har selv måttet leve med mange alvorlige svækkelser på helbreddet (senest har hun fået en hjerteoperation).
Hun har i de senere år produceret filmene “Krig i børnehøjde” fra Afghanistan, “Allahs børn” om de religiøse kostskoler i Pakistan og “De blå baretter” om FNs aktion i Cambodja.
En ny Afghanistan-film er undervejs. Den handler om de mange fordrevne afghanere og om de kummerlige forhold, som hjemvendte og hjemsendte flygtninge lever under i det så længe plagede centralasiatiske land.
Hendes film er ikke sællerter. Det burde de nok være.
En af dem afslører, hvordan FN-soldater bragte aids til Sydøstasien. En anden sætter ansigt på børnene i det religiøse og politiske grænseland. En tredje minder om de ar, som krigene har sat i Afghanistan-konfliktens børn.
Grundlæggende har hun al journalistiks urinstinkt – sætter spørgsmålstegn ved alt. Af natur totalt antiautoritær og ustoppelig.
“Hvis hjertet synes, det er lidt anstrengende, er det ikke underligt. Mentalt kan hun ikke stå stille. Instinktivt har hun altid travlt. Livet er til for at blive brugt, det forpligter”, som Anders Jerichow skriver om hende i Politiken.
