Pris til videnskabsjournalist

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Jens Jørgen Kjærgaard – en af de første journalister herhjemme, der skrev om klimaforhold – er tildelt Karen Voigts Mindelegat på 30.000 kr.

Jens Jørgen Kjærgaard er blandt pionererne inden for videnskabsjournalistikken.

Efter uddannelse i A-Pressen og ansættelse på bl.a. Ritzaus Bureau kom han i 1978 til Berlingske Tidende, hvor han frem til pensioneringen i 2000 på et letflydende, letforståeligt og lunerigt sprog gjorde læserne klogere på de vanskeligste videnskabelige spørgsmål – fra mikrokosmos til makrokosmos.

Han var blandt de første, der beskæftigede sig med fremtidens klima i dansk presse, og skrev eksempelvis allerede i 1980erne pjecen “En varm sag” om drivhuseffekten sammen med dr.phil. Jes Fenger.

Overlærer-sønnen fra den midtjyske stationsby Langå (hans mor var lokalredaktør) færdedes stilfærdigt på redaktionen i Pilestræde, men modtog stor anerkendelse fra den videnskabelige elite. Bl.a. blev han i 1990 belønnet med H.C. Ørsted Medaljen og Tycho Medaljen.

Han har været formand for Danske Videnskabsjournalister og siddet i Experimentariums præsidium.

Den nu 79-årige bladmand er via Facebook stadig i livlig kontakt med alverdens videnskabsfolk og andre, der er interesserede i at høre nyt fra ham.

Karen Voigts Mindelegat, der ikke kan søges, tildeles en ældre journalist, som er eller har været tilknyttet Berlingske (Tidende) og “trofast har gjort dagens gerning”.