Foreningen af danske valgobservatører (FSB) tildeler årets Meningsmodig-dansker pris til Jørgen Elklit, professor ved statskundskab på Aarhus Universitet. Han får den for sit betydningsfulde arbejde med valg og forfatninger rundt om i verden.
Den nu 70-årige Elklit er vel nok den bedst funderede person herhjemme, når det gælder om at tilrettelægge grundlaget for demokratiske og retfærdige valg i verdens u-lande. Overrækkelsen sker på FSB-foreningens generalforsamling lørdag d. 9. februar på Roskilde Rådhus kl. 12.45. Foreningen omfatter danske valgobservatører, der udsendes på missioner under udenrigsministeriets Freds- og Stabiliserings-Beredskab. Der findes ca. 400 danske valgobservatører herhjemme (se neden for). Jørgen Elklit har undervist om politiske partier, forfatninger og valg og været rådgiver i over 20 lande. Som ivrig debattør har han højlydt gjort opmærksom på de problemer, mange stater har med deres valglove. Villy Vilstrup, formand for FSBs bestyrelse, begrunder prisen til ham sådan: “Samtidig har Elklit gavmildt øst ud af sin viden for Udenrigsministeriets Freds- og Stabiliseringsberedskab, så danske valgobservatører altid har været klædt godt på før deres valgmissioner til Østeuropa eller Afrika. Har man først hørt Elklit, forstår man de tekniske spidsfindigheder bag afholdelse af valg og ved hvilke former for valgsnyd, man skal kigge særligt efter. Elklit ynder f.eks. at fortælle om valget i Sydafrika i 1994, da kilometerlange køer af forventningsfulde vælgere mødte frem for at stemme til det første valg for både sorte og hvide. Med et glimt i øjet får vi også historien om det x-land, hvor en forfatning hurtigt blev skruet sammen via et udkast fra et helt andet land, fordi en embedsmand lige havde dette i mappen. For nylig holdt Elklit endnu et blændende foredrag på FBS-foreningens konference om EU’s valgmissioner i Eigtveds Pakhus”. Man kan læse mere om prismodtageren i telegrammet https://globalnyt.dk/content/danidas-mr-election-blir-70 Og gå til foredrag i Østjylland – se http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/foredrag-hvad-laver-en-valgobservat-r-egentlig Mere om FSB på http://um.dk/da/politik-og-diplomati/retsorden/internationale-missioner/fsb/for-fsb-medlemmer Yderligere oplysninger hos: Karin Bergquist, e-mail [email protected] og mobil: 26 36 32 87