Et arbejdsliv i bl.a. Afrika og Indien

Forfatter billede

Cand.pæd., MBA, Leif Nis Mortensen, Frederiksberg /Fanø, fylder 70 torsdag d. 9. maj 2013.

Fødselaren har delt sit arbejdsliv mellem Afrika, Indien og undervisning i Danmark.

Han er uddannet lærer og siden cand.pæd. Han har erfaring som underviser på lærer- og pædagogseminarier, Danmarks Lærerhøjskole, som fagkonsulent i Undervisningsministeriet og ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Han har virket i Zambia, for Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe og NKT (tidl. Nordisk Kabel og Tråd) i Indien (mere neden for), før han fik sit eget rådgivningsfirma.

Leif Nis Mortensen er medforfatter til flere bøger og har haft tillidshverv i bl.a. World University Service (der i dag hedder IBIS), Fanø Kunstmuseum og Center for Voksenuddannelse (CVU) i Esbjerg.

Den store bog om vor bistand til Indien

Leif Nis Mortensens og mange andres indsats i Indien er beskrevet i bogen “Den rige mus og den fattige elefant – om 45 års dansk bistand til Indien”, som udkom i 2006.

Førhen havde historien om dansk bistand til Indien og den medvirkende effekt, den har haft på Indiens forvandling, aldrig været fortalt. Det blev den så i bogen, der analyserer den politiske og økonomiske udvikling i Indien samt bistandens rolle.

Bogen var redigeret af Steen Folke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og Jesper Heldgaard, freelance-journalist og u-landsreporter.

I 2005 sluttede en epoke: Den statslige, danske udviklingsbistand til Indien ophørte efter 45 år. I alt 6 milliarder kr. havde Danmark i årenes løb ydet mastodonten, der i lang tid var blandt de største modtagere af dansk bistand.

Inderne ønskede selv stoppet. Da bistanden indledtes, var Indien en ung og fattig nation med massivt behov for økonomisk og teknisk assistance udefra. På blot et halvt århundrede er Indien forvandlet til en global stormagt med reelt håb om at få fast plads i FNs Sikkerhedsråd.

Indien har siden oplevet også en hidtil uset økonomisk vækst og forsyner resten af verden med IT-ingeniører og software. Men samtidig rummer Indien stadig flere fattige end noget andet land i verden.

Bogen rummer kapitler om den danske bistand til Indiens “hvide” revolution (mejeribruget), landbokvinder, vindmøller, værktøjscentre, bekæmpelse af polio, blindhed og spedalskhed, til Indiens civilsamfund, ligesom den beskriver de missionærer, der var forløbere for den statslige Danida-bistand.

Forfatterne er alle folk, der har haft “hænderne nede” i bistanden til Indien, og som kender udfordringerne, successerne og de knapt så heldige aktiviteter indefra.

Indholdet er baseret på egne erfaringer, masser af rapporter og besøg og interviews i Indien, således at modtagersynspunkter og -vinkler i høj grad er inddraget.

I kapitel 17 forfattet af Torben Andersen og bl.a. Leif Nis Mortensen beskrives NKTs store projekt i Indien.

I NKT Elektronik A/S var Torben Andersen projektchef og ansvarlig for alle aktiviteter i Indien. Med i ledelsen af det såkaldte Fibop-projekt var Leif Nis Mortensen. Projektet gik ud på at levere to fabrikker for lyslederkabler, som skulle forsyne det enorme land med millioner af telefonforbindelser.

NKT vandt ordren i skarp konkurrence, og ikke mindst takket være støtte fra Danida, der gik ind og medfinansierede ordren.

Undervejs skulle man overvinde store kulturelle forskelle, bureaukrati og andet, men det endte med, at fabrikkerne stod klar – som levende beskrevet i bogen.