Cand.mag. i persisk sprog og kultur på Københavns Universitet, Eva Lucie Witte, Teheran, fylder 40 tirsdag d. 28. maj 2013.
Fødselaren er en af vore bedste kendere af Irans historie og moderne samfund.
Hun bor på ottende år i hovedstaden Teheran, er i gang med sin ph.d. og tillige en populær rejseleder i det ellers så lukkede land for et dansk rejsebureau.
Desuden underviser hun i farsi (persisk). Hun har i over 20 år beskæftiget sig med persisk sprog og kultur.
Hverdagen er ikke altid nem, men Eva Witte er sønderjyde – fra Aabenraa – og tager udfordringerne hen ad vejen.
Såsom IT-problemer (internet med høj hastighed er en mangelvare), eller kampen hvert år for at få en ny opholdstilladelse.
Af og til kan hun savne familien, sommeren herhjemme og danske specialiteter som sild og spegepølse.
Så er det godt, at besøgende bringer den slags med ud til hende i det fjerne Teheran
Vi lader Eva Witte selv fortælle om det land – og ikke mindst den kultur -, hun er så optaget af.
(artikel fra tidligere i år)
Når man rejser rundt i landet, der indtil 1936 kaldtes Persien men i dag hedder Iran, kan man stadig føle et sus af Aladdins og Scheherazades gamle land og af stemningen fra de gamle historier. Men Iran er i dag et samfund med moderne mennesker, som i bemærkelsesværdig grad lever med deres litterære traditioner.
1001 nats eventyr er måske den del af verdenslitteraturen, vi danskere mest forbinder med Iran og med de gamle persere.
Den smukke prinsesse Scheherazades fortællinger om Aladdin og ånden i lampen, Ali Baba og de fyrretyve røvere, Sindbad Søfareren samt mange andre bliver levende, når man bevæger sig gennem de gamle bazarer, smukke paladser med paradisiske haver eller sidder og nyder en vandpibe på et tehus.
I dag er det iranske samfund et moderne og industrialiseret samfund, men den klassiske litteratur lever i bedste velgående i den iranske befolkning og er i forbløffende høj grad med til at tegne den moderne iranske kultur og identitet.
Beder man en tilfældig dansker om at citere noget frit fra Grundtvig, kan det være, man får svar. Spørger man til Holberg, begynder det at knibe for de fleste, og med Saxo Grammaticus går det for mentlig helt galt!
Citerer fra de gamle digtere
Men for iranerne er den klassiske, persiske litteratur – og i særdeleshed den klassiske poesi – en levende del af til værelsen. Unge som gamle citerer ubesværet og gerne fra de gamle digtere.
Digteren Hafez står de fleste iranere særligt nær. Khajeh Shamsuddin Mo hammad Hafez Shirazi, der populært blot kaldes Hafez, levede i det 14. år hundrede men er den dag i dag nok Irans mest elskede digter.
Årsagen hertil skal findes i hans universelle og almengyldige digte om kærligheden, digte som enhver kan forholde sig til. Samtidig er Hafez’ lyrik også præget af digterens syn på – og kritik af – sin samtids religiøse hykleri og strenge religiøse regime – noget, som mange iranere også i dag føler, de kan relatere til.
Disse digte, der er skrevet i form af sonetter, er præget af et metaforsystem, der er så kompliceret, at digtene kan fortolkes på mangfoldige måder helt efter, hvordan man ønsker at læse dem. Og fordi de ofte er så kryptiske, bruges de også som en slags orakel af mange iranere i dagligdagen: Man slår op i Hafez’ digtsamling på et vilkårligt sted og tager varsel eller spår om fremtiden ud fra, hvad digtet siger.
Ved Hafez’ grav i Shiraz, i den skønne have med høje, slanke cypresser (et standardsymbol på kvin dens skønhed og hendes krops blødhed), roser, nattergale og lyden af vandet fra de underjordiske vandingskanaler, kan man møde spådomssælgere, der lader en undulat udvælge et citat af Hafez skrevet på en lille lap papir og stukket ned i en æske, og på den lap kan man så læse, hvad skæbnen har tiltænkt én.
Ferdowsi i det moderne Iran
En anden digter, der har en særlig betydning i den moderne iraners bevidsthed, er Ferdowsi. Digteren, der levede for ca. 1000 år siden, har om nogen formået at etablere sig som nationaldigter.
Ferdowsi skabte værket Shahname, der på dansk kaldes Kongebogen, et episk digt på ca. 60.000 dobbeltvers.
Digtet er en mytologisk-historisk skildring af Irans fortid, fra jordens skabelse til den arabisk-islamiske erobring af landet i det 7. århundrede.
I dette epos optræder der dels historiske konger og personer fra den førislamiske del af Irans historie og dels et væld af mytologiske personer og væsener som for eksempel urhelten Rostam, der gennem-og overlever adskillige kongedynastier (men dog til sidst dør, da han forrådes) eller sagnfuglen Simorgh, en fugl i stil med Fugl Føniks eller Rok.
Eposet blev skrevet på et tidspunkt i Irans historie, hvor den arabiske erobring havde svækket det persiske sprog, og en del af Ferdowsis motivation bag værket var netop at genoplive det persiske sprog og styrke det via poesien.
Igennem mange århundreder, ja, helt op til det 20. århundrede fandtes der rundt omkring i Iran professionelle naqqals, historiefortællere eller recitatorer, der rejste land og rige rundt med bemalede lærreder, som de brugte som illustrativ baggrund for de dramatiske recitationer af Shahname.
Folk lyttede som tryllebundne, når der fortaltes om tyrannen Zahhak med slangeskuldrene og grovsmeden Kaveh, der gjorde oprør mod ham.
Alle henførtes af historien om, hvordan Kong Bahram Gur forsøgte at vinde slavinden Azade’s hjerte, og ikke et øje var tørt, når man nåede frem til scenen, hvor Rostam slår sin søn Sohrab i en heltetvekamp og først i dødsøjeblikket indser, at det er hans egen søn.
I dag står eposet som det reneste og sprogligt mest persiske, der er skrevet af nogen iransk digter – noget, der har en ganske særlig betydning for nationalfølelsen hos iranerne, der nødig ser sig slået i hartkorn med araberne.
(slut)
