Souschef Susanne Shine, Washington DC, fylder 50 mandag d. 17. juni 2013.
Fødselaren har altid haft en passion for at arbejde med internationale forhold. Først som praktikant i studietiden for FNs Organisation for Industriudvikling (UNIDO) i Wien og for FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) på kontoret i Washington D.C.
Senere blev hun ansat ved FNs Udviklingsprogram (UNDP) i Lesotho i det sydlige Afrika i 1992, hvor hun arbejdede i knap to et halvt år. En spændende tid for Susanne Shine, lige efter den officielle afslutning af apartheid, og op til valget af Nelson Mandela som præsident.
Hun blev ansat i udenrigsministeriet i 1994, hvor hun via karrieren hjemme som ude har haft mulighed for at arbejde med de fleste områder i ministeriet. Hjemme på Asiatisk Plads med alt fra udviklingsbistand, generel udenrigspolitik samt som kontorchef for Sekretariatet i Eksportrådet. Og i udetjenesten har hun fungeret som souschef på ambassaderne i Ottawa i Canada og i Dublin i Irland.
I 2007 blev Susanne Shine ambassadør i Australien, hvor hun genåbnede den danske ambassade i Canberra. Hun dækkede også New Zealand og Fiji. I alt havde hun fem spændende år i Oceanien.
I dag er hun souschef på den danske ambassade i Washington DC., hvor hun bl.a. er tæt på arbejdet med ligestilling, som har hendes store interesse, i kraft af de mange tænketanke og institutioner, som ligger i den amerikanske regeringsby.
Susanne Shine har bl.a. en Master of International Business fra CBS. Hun er gift med Tony Shine, som er irer, men har boet i Danmark i mange år. Han har været med på alle udstationeringerne. Parret har to børn.