Kristof Kristiansen, Helsingør, har de sidste 40 år været et kendt ansigt i den danske undervisnings- og NGO verden. Nu går han på pension per 1. juli 2013 efter 22 år på Den Internationale Højskole (IPC) i sundbyen.
Han blev student fra Næstved Gymnasium 1966 og efter at have rejst til Tamanrasset (Algeriet) og tilbage igen på tommelfingeren i efteråret 1966 tilbragte han foråret 1967 som elev på Krogerup Højskole – efter eget udsagn den mest udbytterige oplevelse i hans liv.
Her vaktes hans engagement for politik og internationale spørgsmål, og her lærte han at stå foran en større forsamling og tale sin sag – et talent han sidenhen har udnyttet til fulde.
Kristof Kristiansen startede på Københavns Universitet og færdiggjorde bifag i dansk i 1970, hvorefter han fortsatte med at læse historie, og alt tegnede til en traditionel akademisk karriere. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.
Som førsteårsstuderende blev han ret tilfældigt trukket ind i en større mediepolemik med fagets mest etablerede professorer om den brede offentligheds adgang til kildematerialet fra besættelsestiden.
Herfra blev han i en årrække suget ind i studenterpolitisk arbejde som formand for en stribe universitetsfaglige råd og udvalg og en humoristisk og frygtet redaktør af de historiestuderendes blad ”Hist”.
I studienævnet for historie, som han i tre år var formand for, var de øvrige studenterrepræsentanter for øvrigt Karen Jespersen og Peter Duetoft.
“Dynamitkurset”
På grund af disse gøremål afsluttede han først sine studier i 1978 og blev det følgende år ansat som kandidatstipendiat ved Historisk Institut. Her gennemførte han bl.a. sammen med to kolleger et yderst ambitiøst undervisningsforløb om økonomisk og social dynamik i Kina, Mellemøsten og Europa mellem 1200 og 1800.
Den slags havde man ikke undervist i før på universitetet og kurset blev et tilløbsstykke med over 60 deltagere. Blandt mange ældre historikere huskes det stadig som ”dynamitkurset”.
Efter universitetet startede Kristof i 1981 som lærer på Christianshavns Gymnasium og den daværende rektor, Ole Barfoed, opfordrede ham til at træde ind som medredaktør af det samtidshistoriske tidsskrift ”Tidens Stemme”.
Efter nogle år gik bladet ind, men arbejdet her førte til, at han i 1986 af FN-forbundet blev bedt om at påtage sig hvervet som dansk koordinator for FNs internationale fredsår.
“Fjendebilleder og fremmedhad”
Kristof Kristiansen valgte at opsige sin gode stilling for denne usikre etårige ansættelse, men opnåede til gengæld et meget begivenhedsrigt år – svingende fra møder i små, lokale fredsorganisationer til internationale FN-konferencer og officielle arrangementer i udenrigsministerielle rammer.
Alt sammen gennemført i det krævende regi af en meget bred tværpolitisk NGO, der blandt sine kollektive medlemmer talte samtlige danske partier fra det yderste højre til venstre.
Efter fredsåret fortsatte ansættelsen i FN-forbundet og her skrev og redigerede han en række publikationer og stod bag konferencer og studieture bl.a. til Sri Lanka i de bevægede år, hvor det var vigtigt at overbevise opinionsdannere og politikere om, at der var fejet rigtig meget ind under gulvtæppet i dansk flygtningepolitik.
Blandt de mange publikationer fra disse år omtaler Kristof med særlig glæde ”Fjendebilleder og fremmedhad” (1988), skrevet sammen med tidligere kolleger og lærere fra Københavns Universitet.
Det er et forsøg på gennem historiske analyser at kaste lys over de faktorer, der i det aktuelle Danmark ledte til fremmedhad og intolerance. En særlig glæde for forfatterne var det, at Gyldendal nogle år senere valgte at genudsende bogen i forlagets bogklub.
Fra 1989 til 1991 arbejdede han direkte med u-landsprojekter, nu som leder af Red Barnets internationale afdeling – ifølge Kristof selv, dog ikke en helt lykkelig periode: Han var træt af de mange rejser væk fra konen Vibeke og sønnen Jeppe, de mange regnskaber og rapporter – og så savnede han at undervise.
Så kom drømmejobbet
I 1991 blev drømmejobbet så opslået: forstander for Den internationale Højskole (IPC) i Helsingør. Han søgte og fik jobbet og her har han så arbejdet siden: først 18 år som forstander og derefter fra 2009 fire år som lærer – mere om skolen på http://www.ipc.dk
På IPC kombinerede han sin glæde ved at undervise med et stort administrativt talent. Det lykkedes at få økonomien på fode, så skolen, der har elever fra flere end 30 lande, har en økonomi, der bl.a. har gjort det muligt til nu at igangsætte renovering af skolens badeværelser og opsætte solceller på taget.
Kristof Kristiansen har i alle årene været en meget engageret lærer, der brænder igennem, ikke kan sidde stille i en undervisningssituation, men jævnligt tager et lille hop, når en pointe skal understreges.
Hans kendskab til film er legendarisk, det samme er hans engagement i og viden om dansk arkitektur og design.
Interessen for historie har været baggrund for planlægning og gennemførelse af et stort antal guidede ture for elever og andre kursister, og har på det seneste ført til, at han er blevet guide på krydstogtskibe, der besøger landene omkring Østersøen – en opgave, der nu bliver tid til at forfølge ud over i ferieperioderne.
I hans forstandertid var der et samarbejde med bl.a. undervisningsministeriet i Vietnam, NGOer og ANCs Youth league, og der arbejdedes i flere år bl.a. på at oprette en højskole i Sydafrika i samarbejde med gamle elever, men idéen måtte desværre senere opgives.
Globalisering før de fleste andre
Den internationale Højskole blev grundlagt i 1921 af Peter Manniche, og bl.a. Demokratifonden var i 90’erne med til at føre flere af Manniches ideer ud i livet.
Der kom flere deltagere fra de nye lande i Østeuropa og Afrika, Asien og Latinamerika end det tidligere havde været muligt, og alle skulle lære om dansk demokrati, velfærdsstaten etc.
IPC har haft fokus på globalisering, længe før globalisering ”kom på mode”, og mange andre højskoler følger nu i IPCs fodspor. Kristof Kristiansen har været en af de bærende kræfter i udviklingen og konsolideringen af skolen som en global aktør i Danmark.
Søren Launbjerg tog over som forstander på Den internationale Højskole i 2009, da Kristof stoppede på posten og fortsatte som lærer på skolen. En kombination, som ikke altid er den nemmeste, men Søren og Kristof har begge haft glæde af denne model.
Kristof var der, hvis Søren ønskede råd og vejledning, men tilbød det kun, når Søren bad om det. Et fint samarbejde som, i mindre grad, fortsætter i forbindelse med enkelte af skolens sommerkurser.
