Regeringen opsagde 19. juni en politisk aftale med forligspartierne om, at den danske bistand til international indsats for miljø, fred og stabilitet skal vokse til 0,5 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2005.
Regeringen vil i stedet udarbejde et oplæg til, hvordan den økonomiske støtte til europæisk udvikling, international stabilitet, globalt miljø og social og økonomisk udvikling skal skrues sammen, siger finansminister Thor Pedersen (V). Oplægget fremlægges i forbindelse med fremsættelsen af finanslovforslaget for 2004.
Aftalen om den såkaldte MIFRESTA-ramme blev indgået i 1998 af SR-regeringen med Venstre, de konservative, CD og Kristeligt Folkeparti. Ifølge aftalen skulle støtten vokse gradvis, så den i 2005 udgjorde den halve procent af BNI.
Forligsopsigelsen blev mødt med bitterhed og protester fra forligspartnerne.