En domstol i Mozambiques hovedstad, Maputo, har anklaget over et dusin personer for banksvindel til millioner af dollars i en korruptionskandale, der førte til mordet på den fremtrædende journalist, Carlos Cardoso, for 2 år siden.
Ifølge avisen Noticias er 3 mænd, der tidligere er kendt skyldige og idømt over 20 års fængsel for mordet, blandt de anklagede i svindelsagen, der går tilbage til 1996 og totalt omfatter 14 millioner dollars – et svimlende beløb i et fattigt u-land.
Retten i Maputo erklærede, at pengene forsvandt fra den tidligere statslige bank, BCM, før den blev privatiseret for 7 år siden. De 3 mænd er samtidig blandt i alt 6 personer, som sidste år blev fundet skyldige og idømt fængselsstraffe på mellem 23 og 28 år for mordet på Cardoso, der fandt sted på åben gade i Maputo.
Retten identificerede de 3 morddømte og nu svindelanklagede som Mohamad Abdul Satar, hans bror Ayob Satar og en tidl. filialdirektør i BCM, Vicente.
Cardoso var ikke blot igang med at efterforske banksvindelen, han stod også i spidsen for en kampagne imod ulovlige handels-arrangementer, der blev anvendt som dække for narkohandel, hvidvaskning af penge og andre lyssky aktiviteter.
Et større antal personer, deriblandt fremtrædende forretningsfolk og medlemmer af Satar-familien, er anklaget i sagen om banksvindel, den største korruptionsskandale i Mozambiques historie.
I mellemtiden er 7 politifolk, herunder en ledende politimand, blevet stillet for en domstol for deres påståede rolle i en fangeflugt, hvor den senere dømte hovedmand bag Cardoso-mordet, Anibal dos Santos Junior – undslap til Sydafrika, få dage før rettergangen imod ham. Han blev dog senere taget til fange i Sydafirka og sendt retur.
Dommen i sagen mod politifolkene ventes den 29. september.
Læs også udvidet baggrund om Cardoso-mordet i “Mozambique: Politifolk for retten om Cardoso-mord”, 14.08.03, under rubrikken Nyt fra 3V ude i menuen til venstre