Truer VK-regeringen med EU-retssag om portostøtte

Redaktionen

Ugebladet “Ingeniøren” har fået udarbejdet et juridisk responsum, der sår tvivl om om lovmedholdeligheden i VK-regeringens planlagte besparelser på portostøtten i 2004, og chefredaktør Per Westergård er parat til at gå hele vejen, skriver dagbladet Børsen onsdag.

Westergård advarer regeringen om, at den risikerer en sag ved EF-domstolen, hvis forslaget vedtages. – Det er en meget stor sag for os, siger chefredaktøren til Børsen. “Ingeniøren” risikerer at få øget sine portoudgifter fra knap 10 til næsten 23 mio. kr. om året.

Konklusionen i det juridiiske responsum er, at ændringen i reglerne om portostøtte for uge- og fagblade vil være i strid med EUs regler om statsstøtte, fordi der er tale om konkurrenceforvridning.

I brevet til politikerne konkluderes det bl.a., at statsstøtte ikke må være selektiv ifølge EUs regler. “EF-Domstolens praksis viser, at hvis en medlemsstat har en skønsbeføjelse med hensyn til, hvorledes den vil tildele støtten. og støtten samtidig giver en fordel for støttemodtageren i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med, så er der tale om en “de facto” selektiv støtte, uanset om støtteforanstaltningen fremstår som en generel foranstaltning, lyder argumentet.

Portostøttens planlagte drastiske nedgang vil udover fagpressen bl.a. berøre u-landsmiljøets publikationer, som vil miste flere millioner kroner på omlægningen. Hvis “Ingeniøren” får held til at bremse planerne, vil det derfor også berøre u-landsmiljøet, der som erstatning kun har adgang til en særlig bevilling på ca. 30 mio. kr. som skal afbøde virkningerne af portostøttens forventede bortfald.

Der vil imidlertid være så mange om budet til disse penge, at det er stærkt tvivlsomt om alle u-landsblade og publikationer kan og vil blive tilgodeset.

Læs også den uddybende baggrund, “Dyrt indgreb for indsamlende organisationer”, 09.09.03, under rubrikken Arkiv ude i menuen til venstre.