Den Internationale Valutafond, IMF, erkender nu, at et af fondens nøgleinitiativer for at hjælpe Afrikas fattigste lande på fode – de senere års omfattende gældslettelser – risikerer at sende de selvsamme lande tilbage i den gældsfælde, de gerne skulle være sluppet ud af.
I et arbejdspapir, fremlagt i Washington DC, konkluderer 2 IMF-forskere, at gældslettelsesprogrammet for de såkaldte HIPC-lande pålægger modtagerlandene så skrappe betingelser, at de risikerer at blive endnu mere afhængige af udviklingsbistand fra udenlandske donorer end de er i forvejen, skriver FN-bureauet Irinnews torsdag.
De skrappe betingelser er, at modtagerlandene skal bruge en stor del af de sparede gældsbetalinger til at forbedre forholdene for de fattige befolkningsgrupper. Det er så kostbart, at mange u-lande ikke kan skuldre opgaven uden ny bistand og nye lån, siger forskerne i deres arbejdspapir.
IMFs initiativ for de såkaldte HIPC-lande (Heavily Indebted Poor Countries – højt forgældede lande) blev lanceret i 1996 og målet var enkelt: At høvle af på det gældsbjerg, som truede med at standse al meningsfuld udvikling i Afrika, og nedbringe gælden til et håndterligt niveau.
Initiativet krævede en koordineret indsats fra hele det internationale samfund, herunder multilaterale organisationer og donorregeringer, og det lykkedes i så høj grad, at der over de seneste 6-7 år er omlagt eller helt slettet hundredvis af millioner dollars i gæld.
Problemet var bare, at HIPC-programmets fokus på at omdirigere de sparede gældsbetalinger over i forbedret sundhed og skolegang/undervisning for de fattige befolkningsgrupper ofte hverken har haft den ønskede virkning på de sociale indikatorer eller reelt bragt udviklingen fremad.
Det skyldes i mange tilfælde, at “gældsdividenden” har været brugt decideret dårligt eller til aktiviteter, som reelt ikke har haft større gavnlig virkning for det fattige flertal. Et problem IMF selv var opmærksom på i 2001, da fonden foreslog en sammenhængende strategi for at tackle fattigdommen, som ikke alene fokuserede på ekstra ressourcer til de sociale sektorer, men også på at “eliminere den manglende effektivitet i disse bevillinger og omdirigere pengene til programmer, som de fattige har mest gavn af”.
Arbejdspapiret koncentrerer sig om 12 afrikanske lande, som alle var svært forgældede, før HIPC kom til. De omfatter bl.a. danske programsamarbejdslande som Mozambique, Tanzania og Ghana. Papiret når frem til, at halvdelen af de 12 lande ikke kan forventes at skaffe midler ved egen hjælp til at betale for de sociale tiltag, som IMF reelt stiller som betingelse for at nyde godt af HIPC-programmet.
Tanzania fremhæves som eksempel. Det østafrikanske land forventes at hæve sit udgiftsniveau med, hvad der svarer til 4 procent af bruttonationalproduktet, BNP, i finansåret 2002-2003 i forhold til det foregående finansår. Det indebærer, at de sociale sektorer vil sluge over 22 procent af BNP.
– Udfra vore oplysninger kan dette nemt føre til, at landet svinger tilbage til en situation med uholdbar gæld, skriver de 2 forfattere, Annalisa Fedelino og Alina Kudina.
Eller som de konkluderer mere generelt: “Medmindre HIPC-landene forbedrer deres generelle nationaløkonomiske situation eller gavebistanden fortsætter på sit nuværende stade, eller måske et endnu højere niveau, risikerer virkningerne af gældslettelserne at være af forbigående karakter”.
Med andre ord: Så venter gældsfælden igen.
IMF-papiret anviser ikke direkte veje til at undgå dette scenarie. Det påpeger, at de sociale udgifter er for store, og opfordrer til at “neddrosle ambitiøse udgiftskrævende programmer”, men siger på den anden side, at “de sociale behov er skræmmende”, og at “stramning af disse programmer reelt kan føre til tilbageslag for reformerne”.
IMF-papiret leger med tanken om at udvide beskatningsgrundlaget i HIPC-landene. Men selv om dette anses for en “bestræbelse som er umagen værd”, er den “største ulempe herved” den lange tid det tager, før skatteinddrivelsen er så effektiv, at det kan mærkes i de slunkne statskasser. Dertil kommer, at grundlaget for personskatter og omsætningsafgifter er begrænset i mange fattige lande, hvor den uformelle sektor – udenfor myndighedernes rækkevidde – dominerer.
IMF-papiret konkluderer, at nok vil øget bistand fra det internationale samfund støtte HIPC-landene i at gennemføre deres fattigdomsbekæmpelses-strategier, men denne udvej er ikke en universalløsning for svage økonomier. Tværtimod. Mange lande lider i forvejen af udbredt “aid dependency”.
Papiret peger videre på markant flere udenlandske investeringer som en løsning – noget de færreste fattige lande for øjeblikket nyder godt af i større stil, som det også erkendes.
Gældslettelses-NGOen, Jubilee Research, sagde i en kommentar, at “vi hilser det velkommen, når IMF nu erkender, at man pålægger HIPC-landene urealistiske betingelser”.
– Vi fastholder, at selv om gældslettelserne har medført enkelte begrænsede successer, er der stadig et alvorligt ressource-gab. Det er netop på grund af dette gab, at mange HIPC-landes regeringer i stigende grad finder det vanskeligt at kunne imødekomme kravet om at bruge mere på sociale formål, sagde Jubilee Research´ cheføkonom, Romilly Greenhill, til Irinnews.
