Mellemfolkeligt Samvirke har på sit seneste styrelsesmøde den 17. marts vedtaget et EU-standpunktspapir, som konkretiserer organisationens holdning til bistandspolitikken, handels- og flygtningepolitikken, fremgår det af websitet www.ms.dk
Af Pia Olsen, næstforkvinde i MS
EU har et globalt ansvar som en af verdens rigeste regioner. Det ansvar skal EU tage i internationale sammenhæng, men også i EUs interne politikker.
Således bør EU gå i front, når det drejer sig om bistandspolitikken, handelspolitikken og flygtningepolitikken. Ord er ikke længere nok, dertil har EU gentaget de rigtige ord mange nok gange, nu skal der handling til, hvis EUs troværdighed ikke skal sættes over styr.
EUs bistandspolitik skal målrettes de allerfattigste i verden. EUs bistand udgør en stigende del af verdens samlede bistand. EUs bistand er også stigende set i forhold til medlemslandenes bistand.
Alligevel er der relativt lidt fokus på indholdet i EU-bistanden. Det bør ændres, og her er det centralt, at fattigdomsbekæmpelse bliver omdrejningspunktet.
EU-medlemslandene har forpligtet sig til et fælles EU-gennemsnitsmål på 0,39 procent af BNP til bistand inden 2006, langt under det internationale bistandsmål på 0,7 pct. Alligevel er det tydeligt, at enkelte medlemslandene vil få svært ved at nå deres mål.
Medlemslandene skal holdes på kurs samtidig med, at ambitionerne sættes yderligere op. EU bør udvikle en tidsplan for hvorledes man planlægger at nå det internationale bistandsmål på 0,7 pct. af BNP. En beslutning, som EUs stats- og regeringsledere traf i juni 2001, men som endnu ikke er blevet gennemført.
MS vil arbejde for at fastholde fokus på 0,7 pct., både via den danske regering og gennem arbejde via Eurostep med Kommissionen.
Bedre handel er vejen til udvikling er et af regeringens løsningsforslag, når der diskuteres udviklingspolitik. Desværre understøtter EUs handelspolitik ikke den tese, dertil er EUs landbrugspolitik alt for præget af efterkrigstidens fødevaresikkerhedspolitiske tankegang.
Landbruget modtager fortsat 49 procent af EUs budget, og støtteordningerne er direkte undergravende for en fri og fair verdenshandel. Eksportstøtten, den direkte landbrugsstøtte og toldmure skaber fortsat ulige handelsforhold, hvor udviklingslandene ikke har lige handelsvilkår.
Samtidig dumper industrilandene landbrugsprodukter på u-landenes markeder og gør det svært for dem bare at opretholde et hjemmemarkedet. I WTO skal EU udvise global ansvarlighed ved at arbejde for en fair og åben verdenshandel, og første skridt er en reel reform af den europæiske landbrugspolitik.
Eksportstøtten skal afskaffes, den direkte landbrugsstøtte omlægges og toldmurene fjernes. Første skridt er nødvendige nu, hvis de multilaterale forhandlinger skal komme tilbage på sporet. WTO-arbejdet vil fortsat være fokuspunkt for MS, både via vores aktivisters gode arbejde og via konkrete indsatser såsom henvendelser til politikerne m.v.
Et fåtal af verdens flygtninge når til EUs grænser, da disse bliver i nærområderne. Det var derfor først med borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, at EU oplevede et reelt flygtningepres ved grænserne.
Resultatet blev, at EU fik behov for at udvikle sin fælles asyl- og flygtningepolitik, og siden er politikudviklingen gået stærkt. En politik, som Danmark blot deltager i, når og hvis vi ønsker det, grundet det retlige forbehold. Danmark har f.eks. valgt at stå uden for den europæiske flygtningefond, så flygtningeforbeholdet bliver brugt i praksis.
Et globalt ansvar betyder også, at EU ikke blot globalt må arbejde for at forebygge konflikter, der kan medføre flygtninge, men også at de flygtninge, der kommer til EU, bliver behandlet ligeværdigt. Det kræver en fælles europæisk flygtningepolitik.
Da grænserne i EU er åbne, vil nationale flygtningepolitikker kunne medføre en intern konkurrence om, hvem der kan behandle asyl- og flygtningeansøgere dårligst og derved sikre sig mod for mange.
Det vil blot være en nedadgående spiral, hvor en udsat gruppe mennesker vil blive taget som gidsel for interne magtspil. MS ønsker derfor en fælles europæisk flygtninge- og asylpolitik og vil derfor arbejde for afskaffelse af det retlige forbehold.
Konventets udkast til EU-forfatning forsøger at løfte spørgsmålet om EUs globale ansvar ind i en konstitutionel ramme, hvilket er et skridt i den rigtige retning. Dog er forslagene af forskellige kvalitet.
Et positivt element er, at charteret om menneskerettighederne indskrives som en del af forfatningen. Et negativt element er forslaget om en udenrigsminister, der skal varetage udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitikken.
Det vil skabe større sammenhæng mellem de forskellige udenrigspolitiske områder, men samtidig også resultere i at udviklingsområdet vil blive nedprioriteret samt blive mere lukket ved at blive bundet til sikkerhedspolitikken.
Det er positivt, at parlamentet foreslås indflydelse på landbrugspolitikken, da offentlighedens adgang til oplysninger derved vil øges og kravet til forandringer af samme sikkert stige.
EU spiller en vigtig rolle i forhold til NGO-verdenen. I kraft af EUs potentielle rolle som progressiv global aktør er et voksende antal NGOer opmærksomme på vigtigheden af at påvirke politiske processer i forhold til ministerrådet, kommissionen og parlamentet.
Og EU har traditionelt afsat midler på budgettet til udviklingsprojekter gennemført af NGOer og til NGOernes oplysningsarbejde om udviklingsforhold.
Derudover er der særlig grund til at interessere sig for den placering, som de spirende udviklings-NGOer har i de nye medlemslande. Her er der hverken tradition for egentlige statslige bistandsprogrammer, ej heller en tilfredsstillende ramme for civilsamfundets påvirkningsmuligheder af denne del af landenes udenrigspolitik.
MS vil alene og gennem europæiske netværk tage kontakt til NGOer i de nye medlemslande med henblik på samarbejdsprojekter om fortalervirksomhed og u-landsoplysningsinitiativer.
EUs globale ansvar bliver ofte glemt i den danske Europadebat, der har en tendens til at fokusere på danske mærkesager såsom forbeholdene.
Der mangler det brede udsyn, og her vil MS arbejde for at løfte debatten lidt, og bl.a. i forbindelse med Europa-parlamentsvalget arbejde for at sætte fokus på EUs globale rolle, bl.a. ved at holde en konference i samarbejde med andre danske NGOer som et initiativ.
Men det er brug for flere, hvis valgkampen op til EP-valget ikke skal ende i nationalromantik – dertil er verden for vigtig.
Kilde: www.ms.dk