Danske sukkerroebønder forgyldes – u-landene er tabere

Redaktionen

EUs nye landbrugsreform favoriserer 5.600 danske landmænd, der dyrker sukkerroer, som forarbejdes af sukkermonopolet Danisco på fabrikkerne i Nakskov, Assens og Nykøbing Falster, skriver Berlingske Tidende onsdag.

Det betegner Søren E. Frandsen, nyudnævnt direktør for statens uafhængige forskningsinstitut, Fødevareøkonomisk Institut, overfor bladet som “absurd”. Han er en af Danmarks førende eksperter på EUs landbrugspolitik.

Når EUs landbrugsreform træder i kraft, vil en gennemsnits-sukkerproducent med virkning fra 2005 få 24.000 kr. ned i hatten pr. år. I 2002 dyrkede de 5.600 landmænd 5.800 hektar med sukkerroer. Og de kan se frem til en ekstragevinst på sammenlagt 137,3 mio. kr. pr. år.

De europæiske forbrugere betaler ca. 3 gange mere end verdensmarkedspriserne for EU-produceret sukker. Med massiv økonomisk prisstøtte fra EU til sukkerbønderne pumper de europæiske sukkerfabrikker overskudssukker ud på verdensmarkedet. Oven i købet til dumpingpriser, så fattige sukkerrørs-bønder i de mest forarmede u-lande, bl.a. i Afrika, bliver udkonkurreret i deres hjemlande.

Samtidig forhindrer høje toldmure i EU så u-landene i at sælge sukker til forbrugerne i EU. Reformen af EUs sukkerpolitik skal diskuteres i de kommende år, men hvornår EU-landene bliver enige er et åbent spørgsmål, anfører Berlingske Tidende.