Danmark gjorde det rigtig godt med miljøbistand i Sydøstasien, men da det virkelig gjaldt svigtede Danmark partnerne. Det var groft og uheldigt, og det efterlod bitterhed, fastslår evaluering. Sådan skriver den kendte u-landskommentator, Knud Vilby, torsdag i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten. Her kronikken i sin helhed.
Af Knud Vilby
Vi stiller flere og flere krav til hinanden i det internationale udviklingssamarbejde. Samarbejdet – også mellem den danske stat og modtagerlande – bygger på langsigtede aftaler og det udenrigsministeriet kalder ”ligeværdige partnerskaber”. Og det er klart at ligeværdige partnere stiller krav til hinanden i et ordentligt samarbejde.
Danmark stiller flere krav end før, bl.a. om ordentlig regeringsførelse, kamp mod korruption, respekt for menneskerettigheder, og det er fornuftigt, selv om det langsigtede perspektiv må have den konsekvens, at der skal grov optræden til, før Danmark straffer et land ved at bringe et i øvrigt velfungerende samarbejde til ophør.
Men skal samarbejdet være ligeværdigt, skal partnerne også kunne stille krav til Danmark. Hvordan er Danmark set med modtagerpartnernes øjne. Lever vi selv op til kravene i det der – atter med udenrigsministeriets og Danidas ord – kaldes det ”partnerskabsbaserede langsigtede programsamarbejde”?
Under et besøg i Vietnam i sommer stødte jeg som noget ret usædvanligt på FN-medarbejderes kritik af Danmark som partner. Det var overraskende for Danmark er vant til altid at blive rost af FN.
Kritikken huskede mig på en temmelig overset evaluering af dansk miljøbistandssamarbejde med Sydøstasien som udkom i dette forår. Den havde meget positivt at sige om den danske indsats i en række sydøstasiatiske lande og rosen omfattede både Danida og den nu nedlagte bistandsafdeling Danced i Miljøstyrelsen.
Men der var en barsk og alvorlig slutkonklusion, som var overraskende klar og beklageligt negativ. Den kritiserede at Danmark lukkede programmer ”uden dialog eller debat med de lokale partnere”, og den citerede partnerne for at sige at: ”da partnerskabsprincipperne udfordrede Danmarks egne prioriteringer, så svigtede partnerskabet.”
Kritikken fra den unavngivne FN-medarbejder gik på, at da Danmark i 1990erne besluttede at øge bistanden til Sydøstasien dramatisk, bl.a. med miljøbistand, så koblede Danmark sig på en række nystartede FN-programmer for at komme hurtigt i gang. Men Danmark ”overtog” også meget hurtigt nogle af FN-programmerne, fordi Danmark havde flere penge til de pågældende miljøindsatser end FN.
Kritikken og småsurheden lå nu på 2 niveauer. Det ene – som man måske kan smile lidt af – var kritik af, at Danida f.eks. i Vietnam tog æren for velfungerende programmer som i virkeligheden var skabt af FN. Det andet, som er mere alvorligt, var, at Danmark derefter droppede programmerne og dermed svigtede både FN og de lokale partnere.
Billedet beskrev en udvikling, hvor Danmark først kom med mange penge i miljøsektoren, speedede udviklingen op og ”overtog” og styrkede programmer skabt af FN. Men da danske prioriteringer ændrede sig droppede man med kort varsel igen programmerne. Til skade for alle parter. Og i strid med en hver tanke om langsigtede partnerskabsbaserede programmer.
Med andre formuleringer bekræftes det i evalueringen af den danske miljøbistand til Sydøstasien.
Evalueringen omfatter bistand til 5 lande, og inden jeg vender tilbage til kritikken er det rimeligt at nævne den overordnede meget positive konklusion.
Den lyder, at ”den danske miljøbistand har givet betydelige bidrag både lokalt, nationalt og regionalt. Danmarks indsats har været strategisk og har skabt vigtige resultater. Den tillid, Danmark har opbygget, har gjort det muligt at overføre nye metoder og ideer og indføre mere deltagerorienterede tilgange til miljøforvaltning. Betydningen heraf rækker langt ud over de konkrete resultater.”
Der er altså meget godt at sige, men også en voldsom kritik, som især har at gøre med, at arbejdet på en række områder blev afbrudt med ekstremt kort varsel. Med regeringsskiftet i 2001 blev miljøbistanden til Sydøstasien beskåret med 55 procent – over halvdelen. Det skete som nævnt uden dialog eller debat med de lokale partnere og det svækkede den tillid som Danmark havde opbygget.
Jeg er uenig i regeringens beskæringer af bistanden, men det er ikke det, det her handler om. Folketing og regering har naturligvis lov at træffe beslutninger som ændrer prioriteringerne og bistandens størrelse. Men på hvilken måde har man lov til at gøre det?
Der har været kritik af den måde, Danida svigtede landsbykvinder på, da regeringen besluttede at Malawi ikke skulle være et programsamarbejdsland. Der har været en tilsvarende kritik af at Danmark besluttede at lukke i Eritrea efter at man netop havde opbygget et omfattende landbrugsstøtteprogram.
Sydøstasien-eksemplet er altså ikke enestående, men her er der en uafhængig ekstern evaluering gennemført af et internationalt hold fra firmaet ”Scanteam”.
Kritikken er hårdest i forhold til Danmarks behandling af partnere i Laos.
I 1997 blev der lavet en rammeaftale om miljøbistand mellem Danmark og Laos, men selve programmet startede først i 2000 og de første 2 år var endda en opstartsperiode. Det havde man valgt, fordi Laos er et fattigt land med beskeden egenkapacitet. Der var brug for omhyggelig planlægning.
Kun et år efter at programmet var faldet endeligt på plads blev det – efter regeringsskiftet – besluttet at lukke det på en sådan måde, at hele programmet skulle afsluttes inden udgangen af 2003.
Danmark havde opbygget en solid tillid i den korte tid i landet, skriver det internationale hold, og beslutningen kom fuldstændig uventet for de lokale partnere.
En af de danske begrundelser var, at Laos ikke levede op til standarder omkring menneskerettigheder og demokrati, men samtidig fik Laos ros fra store vestlige donorer for større åbenhed i de politiske og økonomiske systemer og for et øget miljøhensyn.
Efter det meget korte samarbejde konstateres det, at programmet sandsynligvis må lukke, selv om det er en meget uheldig beslutning.
I Vietnam skete næsten det samme.
Nedskæringerne blev ifølge evalueringen håndteret på en måde, der var meget uheldig, og skabte vietnamesisk kritik. Både i Laos og Vietnam taler rapporten om, at nedskæringerne er håndteret på en måde, der har skabt bitterhed, og i tilfældet Laos står der direkte, at Danmarks fremgangsmåde blev opfattet som ”unødvendigt grov eller uforskammet”.
Det ser ud til, at det i Vietnam i højere grad har været muligt at finde andre donorer til at tage over. Men der er også programmer, der lukkes, f.eks. indenfor miljøuddannelse og oplysning.
Danida var aktiv med støtte til miljøundervisning i det vietnamesiske skolesystem, og her var netop tale om at Danida gik ind i et projekt oprindelig startet af FNs Udviklingsprogram, UNDP.
Evalueringen siger at programmerne på nogle punkter har været for små og samtidig administrativt krævende, men det understreges at uddannelse og oplysning fortsat burde være en del af miljøbistanden, bl.a. fordi viden om miljøproblemer er afgørende for langsigtede miljøforbedringer.
Interessant nok beskriver evalueringen også, hvordan selv barske politisk besluttede nedskæringer kan håndteres på en mere ansvarlig måde.
Det er også besluttet at udfase al miljøbistand til Malaysia, men her skal programmet først endeligt ophøre i 2006. Efter nedskæringerne i 2002 skete der en fokusering af programmet på færre områder, og det hedder at ”nødvendigheden blev vendt til en fordel”.
Skal man respektere partnerne og bistandsopgaven kræver det, at der er tid til rådighed.
I regeringens bud på nye prioriteter i udviklingsbistanden fra juni 2003 ”En verden til forskel” fremhæves det, at vi skal styrke samarbejdet med vore partnere både i syd og i nord. Det siges også, at bistanden skal ”lægges i langsigtede rammer, men vi skal sikre os, at den samtidig har den nødvendige fleksibilitet så vi kan tilpasse os nye udviklinger og begivenheder.”
I Sydøstasien, Malawi og Eritrea blev der spildt store danske bistandsressourcer og millioner af skatteyderkroner fordi nedskæringer og fleksibilitet blev prioriteret langt højere end hensynet til partnerne, det langsigtede ansvar og modtagerne. Man gav ikke tid til, at nedskæringerne kunne gennemføres forsvarligt.
Og den tro og tillid, der har været til Danmark som samarbejdspartner, har en række steder fået et alvorligt knæk.
Jeg ved ikke endnu, hvad en ny udviklingsminister vil lægge op til af hurtige fleksible ændringer. Men jeg vil anbefale et tæt studium af principperne om partnerskab og langsigtet ansvar inden der gennemføres nye hovedkulds forandringer.
Evalueringen udgivet af Udenrigsministeriet hedder ”Dansk Miljøbistand i Sydøstasien 2003/6. Den er udkommet i foråret 2004. Den kan læses på www.evaluering.dk
Knud Vilby er journalist, forfatter og mangeårig u-landskommentator. I 3. Verdens-sammenhæng kan fra hans talrige tillidshverv nævnes formandsposten for Den Danske UNESCO-Nationalkommission (1979-87), næstformandsposten i U-landsrådet (1990-95), medlemskab af Rådet for Dansk Miljøbistand til Udviklingslandene (1993-99) og formandsposten for Mellemfolkeligt Samvirke (1991-97).
Kronikken er gengivet med tilladelse fra forfatteren og Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktion.
