Af Camilla Kinch
formand for 92-gruppen, Forum for Bæredygtig Udvikling
”I skal vise vejen. I er uundværlige. I har et særligt ansvar for at skabe lokal handling. Det går ikke uden jer”. Sådan lød det igen og igen på FNs konference om de såkaldte Millennium-målsætninger (MDGs) i New York i sidste uge.
FNs budskab var klart: NGOerne skal holde regeringerne fast på deres ansvar for at leve op til målsætningerne om at forbedre verden. Jo tak, lige det kan vi måske, men det er mere de beder om!
Til gengæld fik vi indblik i, hvor langt Sverige er kommet på dette område (mere herom længere fremme).
700 NGOer fra 90 lande var samlede i FNs Hovedkontor i New York, 8-10 september – det selv samme sted, hvor medlemslandene tilsluttede sig Millennium-deklarationen for 4 år siden.
Denne deklaration definerer 8 udviklingsmål, som skal udligne skævhederne i verden, herunder fattigdom og sult, kvinders rettigheder, sygdomsbekæmpelse og miljømæssig bæredygtighed. Dette er de såkaldte MDGer – Millennium Development Goals.
MDGerne er et forsøg på at skabe et fælles, globalt fodslag i løsningen af udviklingsproblemerne. Den vigtigste forskel mellem MDGerne og tidligere internationale aftaler er, at de nyder hidtil uset politisk opbakning. 189 medlemslande af FN har underskrevet erklæringen og tilsluttet sig målene.
En anden vigtig forskel er, at opfyldelsen er målbar, idet der er tidsrammer for de fleste af målene. Til hvert enkelt er der opsat delmål og indikatorer for, hvornår det er opfyldt.
De 8 mål adskiller sig fra hinanden ved, at de 7 første er direkte rettet mod udviklingslandenes problemer, hvorimod mål 8 om globalt partnerskab pointerer de rige landes ansvar for at hjælpe til med at løse problemerne i den fattige del af verden.
Desværre halter det med denne hjælp til u-landene. Der er gjort meget lidt for at leve op til målsætningerne, så til trods for den store politiske tilslutning til målene viser UNDPs Human Development Report, at målene ikke er på vej til at blive opfyldt i mange fattige lande, især i Afrika. Forskellen mellem rig og fattig i verden vokser stadig.
At NGOer spiller en nøglerolle for at ændre denne udvikling, blev atter og atter slået fast på konferencen. NGOer har et ganske særligt ansvar for overgangen, hvor smuk tale skal omsættes i handling. Der var opfordring til at være vagthunde for vores regeringer og lægge pres på dem, at udbrede kendskabet hos folk om MDGerne samt at skabe ”action on the ground”.
Det er altid dejligt at få ros og blive tillagt stor betydning. Og NGOernes arbejde har jo virkelig haft betydning for indgåelse af de mange internationale aftaler op gennem 1990erne.
Vi forsøger at påvirke vores regeringer, vi samarbejder med kollega-NGOer på tværs af specialer og emner, vi finder fælles fodslag, vi bygger bro til NGOer i Nord og Syd, vi arrangerer konferencer og laver oplysningsarbejde. Og det vil vi gerne blive ved med.
Men at nå frem til målet kræver flere aktive deltagere. MDGerne vil aldrig kunne blive opfyldt, så længe der udvises så lille en vilje fra regeringernes side.
Prioriteterne er skæve – bistanden ligger stadig langt fra FNs målsætning om 0,7 procent af BNI. Og mange andre politikker er direkte ødelæggende for de fattige landes muligheder for at forbedre egne økonomiske forhold, som f.eks. landbrugspolitikken.
Ifølge Eveline Herfkens, som er ledende koordinator for FNs kampagne for MDGerne, er det nødvendigt, at målsætningerne indarbejdes i politikkerne i samtlige departementer og ministerier på alle niveauer.
Det kan lyde som en stor opgave, men i Sverige er de faktisk begyndt at vise, hvordan det kan lade sig gøre.
Sverige har lavet en sammenhængende politik for global udvikling.
I ”Fælles ansvar: Sveriges politik for global udvikling” er det et formuleret, politisk mål at bidrage til en bæredygtig global udvikling gennem opfyldelse af MDGerne. Dette gælder for alle politiske områder, nemlig handel, jordbrug, miljø, sikkerhed, indvandring og økonomisk politik på alle niveauer.
2 perspektiver er gennemgående – rettighedsperspektivet og de fattiges perspektiv. Udvikling skabes af mennesker og deres valg, og der skal tages udgangspunkt i fattiges virkelighed, erfaringer og prioriteringer.
Politikken er derfor direkte rettet mod at forbedre forholdene for verdens fattige, som ikke har fået del i den voksende globale velstand.
Men det nye er, at problemet ikke opfattes som et isoleret spørgsmål om bistand. Global udvikling berører alle, og derfor er betydningen af samarbejde understreget kraftigt. Hele det svenske samfund skal engageres, men specielt fremhæves stat, kommuner, folkelige bevægelser, erhvervsliv og fagforbund.
En sådan politik kan give de rige lande mulighed for at leve op til de forpligtelser, som er indeholdt i mål 8. Og en sådan politik kan skabe muligheder for et udbytterigt samarbejde mellem regeringen på den ene side og NGOer og civilsamfundet på den anden. NGOerne står ikke alene om arbejdet.
Sveriges høje prioritering af MDGerne fremgår af deltagelsen på mødet i New York. Der var 3 repræsentanter fra det svenske udenrigsministerium og 10 repræsentanter for forskellige NGOer. Fra Danmark deltog undertegnede som den eneste…
Så det kan altså godt lade sig gøre at omsætte ord i handling. Og vi i NGO-verdenen vil gerne blive ved med at arbejde hårdt for at leve op til alle hensigtserklæringerne. Det er sådan set det, vi er her for.
Men vi kan ikke gøre arbejdet alene. Regeringerne må følge Sveriges eksempel og vise, at de virkelig vil arbejde for at forbedre bistanden og for at skabe en hjemlig politik, der ligeledes understøtter opfyldelsen af MDGerne.
Tingene skal hænge sammen, og den politiske vilje må udtrykkes klart, ellers er hensigtserklæringerne ikke det papir værd, som de 189 underskrifter står på.
