Når Verdensbanken og IMF op til deres årsmøder 2-4 oktober må stå model til skarp kritik, er det ikke de sædvanlige repræsentanter fra civilsamfundet og antiglobalisterne, der er afsenderne.
Det er derimod Bankens og Fondens egne evalueringsenheder, som gennem det sidste år har set nøjere på resultaterne af de strategier for fattigdomsbekæmpelse – PRSP – der nu er formuleret og sat igang i 54 af klodens fattigste lande på initiativ af de 2 låneinstitutioner, skriver Nord-Syd koalitionen i en presserundsendelse.
De nationale strategier for fattigdomsbekæmpelse blev fra efteråret 1999 et krav for at de fattige lande kunne få gældseftergivelse og er siden blevet en betingelse også for at modtage udviklingsbistand og lån fra de to finansinstitutioner.
Kritikken i de 2 evalueringer er meget direkte:
– PRSP initiativet savner mekanismer til at tilpasse sig de forskellige forhold i landene.
– Proceduren med at præsentere strategien til Institutionernes Bestyrelse underminerer det nationale ejerskab.
– Banken og Fonden stiller for mange betingelser.
– Der lægges ikke nok vægt på at fremme national stillingtagen til alternative politiske løsninger med deres fordele og ulemper.
– Der mangler grundlæggende viden om, hvilke politikker der i praksis kan reducere fattigdommen.
Hovedkonklusionen er at PRSP bør fortsætte, men der må grundlæggende ændringer til, hvis initiativet skal have nogen fremtid for sig.
Denne kritik gør særlig ondt, fordi det netop var nationalt ejerskab og inddragelse af civilsamfundet, der var de centrale principper da IMF og Verdensbanken introducerede PRSP.
Det var meningen at de fattige landes egne regeringer skulle selv tage ansvar for at udforme planerne for bekæmpelse af fattigdommen, med inddragelse af de relevante aktører i samfundet – herunder de fattiges organisationer. Og strategierne skulle skabe en samlet prioritering af landenes ressourcer, både de udefra kommende og deres egne skatteindtægter.
Men på baggrund af en gennemgang af forløbet i en række lande påpeger IMFs og Verdensbankens evalueringsrapporter, at strategierne typisk ikke er godt nok forankret i de nationale beslutningsprocesser – ofte har f.eks. de folkevalgte parlamenter ikke været inddraget.
I stedet har fokus været på at producere de nødvendige dokumenter til Banken og Fonden, så deres bestyrelser i Washington kunne bevilge gældseftergivelse, lån eller bistand.
Mange organisationer i civilsamfundet i de fattige lande og deres samarbejdspartnere i Nord har engageret sig i at påvirke de nationale strategier med deres anbefalinger, men oftest er de blevet skuffede over den indflydelse de fik.
En række af deres kritikpunkter omkring processen har nu fået støtte fra uventet hold. IMFs og Verdensbankens evalueringer påpeger på linje med civilsamfundet, at det nationale ejerskab til strategierne undermineres når de fortsat stiller en række detaljerede betingelser og når strategierne siden skal godkendes af finansinstitutionerne.
Det forklarer også, hvorfor de mange strategier ligner hinanden så påfaldende meget: De fattige landes regeringer ved godt, hvilken politik Verdensbanken og IMF forventer.
Rapporterne fra IMF og Verdensbanken anbefaler større fleksibilitet i anvendelsen af PRSP-strategierne, så man i hvert tilfælde vurderer landenes behov og potentiale.
Vægten skal lægges på at styrke de nationale beslutningsprocesser og på stillingtagen til alternative politiske løsningsmodeller, og ikke som nu på at producere dokumenter til institutionerne i Washington.
Desuden anbefales det, at Bankens og Fondens egen rolle i vurderingen af de færdige planer tages op til revision.
Kilde: www.nord-syd.dk
