Størsteparten af Iraks gæld til Vesten eftergives

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

19 for det meste vestlige kreditorlande i den såkaldte Pariserklub er blevet enige om at eftergive Irak helt op mod 80 procent af landets gæld. Pariserklub-landene har op mod 32 mia. euro (240 mia. kr.) til gode i den krigsramte ørkenstat, skriver Politiken mandag.

Aftalen faldt på plads i forbindelse med G20-topmødet i Berlin i weekenden mellem verdens rigeste lande og en række store u-lande, og der var kun problemer med Rusland, hvis udsending ikke endegyldigt kunne underskrive aftalen, før præsident Putin havde givet sit samtykke.

Men den amerikanske finansminister, John Snow, sagde, at han håbede, at de sidste detaljer ville blive løst i løbet af få dage.

Aftalen er samtidig tegn på en optøning af relationerne mellem USA og Frankrig, der har været på frysepunktet siden den franske modstand mod den amerikansk-ledede Irak-kampagne. Frankrig er ikke alene Iraks største långiver, men også formand for Pariserklubben, og derfor var det særlig vigtigt for Washington at få regeringen i Paris med på gældslettelsen.

Såvel den franske som den tyske regering har ved tidligere lejligheder påpeget, at det ville være unfair over for en række endnu fattigere lande helt at eftergive den irakiske gæld, når der ligger kolossale oliereserver i den irakiske undergrund.

Aftalen er dog også et udtryk for amerikansk kompromisvilje, idet Washington lagde ud med at forlange en eftergivelse på 95 pct. af gælden, men måtte nøjes med 80 pct.

30 pct. af gælden annulleres øjeblikkeligt, mens resten af gældseftergivelsen gøres afhængig af Iraks evne til at efterleve økonomiske reformprogrammer fra Den Internationale Valutafond

Landet skylder dog fortsat omkring 60 mia. euro (450 mia. kr.) til en række arabiske regeringer – heriblandt Saudi-Arabien og Kuwait, der næppe er i det gavmilde hjørne efter den irakiske invasion i 1990.