Fra i dag mandag er nyindspilningen af Jule-nødhjælpshittet fra 1984 og 1989, “Do They Know It is Christmas”, på hylderne i musikbutikker verden over. På internettet har det allerede i en uge været muligt at hente sangen, skriver Berlingske Tidende mandag.
Overskuddet fra salget af sangen, både i butikkerne og på internettet, går til nødlidende i Etiopien og Darfur-regionen i nabolandet Sudan. Men ikke alle vil sælge velgørenhedssangen. Den populære musikbutik på internettet, Apple iTunes, nægter det i hvert fald.
Ifølge britiske The Times skyldes det, at butikken ikke vil gøre en undtagelse og sætte en højere pris for velgørenhedssangen end de andre musiknumre, man tilbyder. Normalt sælger iTunes en sang for mellem 6 og 9 kroner. Andre musikforhandlere på nettet sælger “Do They Know It is Christmas” til det dobbelte – for at få penge ind til de nødlidende. Det vil Apple iTunes ikke være med til.
Med koryfæer som Robbie Williams, Dido, Bono, Joss Stone og andre af tidens hotteste navne forventes CDen at blive en af decembers mest solgte. Håbet er, at salget skaffer 100 mio. kr. til nødhjælpsarbejdet.
I Danmark er sangen ikke blevet fritaget for skattemæssige forpligtelser, så det er kun pladeselskabet, Universal Musics, overskud fra salget, der går til hjælpen til de fattige og fordrevne, anfører Berlingske Tidende.
Avisens anmeldelse af den nye støttesingle er mildt sagt ikke positiv. Anmelder Thomas Søie Hansen skriver, at den er “langt mere kedelig og kønsløs end klassikeren fra 84, fordi de nye stjerner.. bare er kedelige”.
Klassikeren fra 1984, som Sir Bob Geldof tog initiativ til, udmøntede sig i hjælpeforetagendet Band Aid, som siden har hjulpet tusinder af afrikanere. For Geldof blev initiativet et livslangt engagement og han blev adlet herfor.