Den britiske premierminister, Tony Blairs, storstilede økonomiske hjælpeplan, som skal løfte afrikanerne ud af ekstrem fattigdom med massiv bistand, bliver blokeret af Tyskland og Italien.
Det sker forud for det såkaldte G8-topmøde for verdens førende industrilande, skriver den britiske søndagsavis The Observer.
Hjælpeplanen til en værdi af 15 milliarder pund (163 milliarder kroner) i ekstra støtte har været udset til et hovedpunkt på dagsordenen for G8-mødet i Gleneagles, Skotland, tidligt i juli.
Den tyske og italienske modvilje indebærer, at hjælpepakken, som kunne have løftet halvdelen af verdens fattige ud af ekstrem fattigdom, er i fare.
The Observer skriver, at Tyskland og Italien begrunder deres modstand med hjemlige økonomiske problemer.