Under overskriften “Selvhjælp – Afrikas ledere har et ansvar” kommenterer Politiken lørdag på lederplads G8-topmødet i Skotland.
TRODS terrorangrebet i London i torsdags holdt G8-lederne klogelig fast i at øge bistanden til Afrika markant. Det kan og bør man glæde sig over og håbe, at det endelig vil kunne bidrage til at bryde den onde spiral af fattigdom, sygdomme og endeløse krige, som Afrika så uendelig længe har befundet sig i.
Men øget bistand og gældslettelser til de afrikanske lande er ikke nok. De seneste 45 år har verdens rigeste lande brugt 4.000 milliarder kroner på at udrydde fattigdommen i Afrika – uden at det har nedbragt andelen af ekstremt fattige. Tværtimod er Afrika stadig den eneste verdensdel, hvor antallet af fattige stiger.
Forklaringerne er mange. Epidemier, hungersnød og Vestens handelshindringer bærer deres del af skylden. Men det samme gør de afrikanske landes manglende evne og vilje til at gøre noget selv.
Fattigdom kan ikke udryddes med udviklingsbistand alene. Som man har set i Asien, er det ikke bistanden, der gør den store forskel i fattigdomsbekæmpelsen. Det, der batter noget, er økonomiske reformer. Spørg blot de mange millioner kinesere, indere og vietnamesere, som de seneste år er løftet ud af fattigdom.
DE ASIATISKE eksempler understreger også, at mange af forklaringerne på Afrikas økonomiske lidelser ofte er dårlige undskyldninger. Som udviklingseksperten Jeffrey Sachs fra Columbia University har påpeget, er det svært at give handelshindringer skylden for Afrikas problemer, når man kan konstatere, at et land som Kina har øget sin eksport fra 100 til 3.000 milliarder kroner på kun 25 år.
Det er ikke sket ved magi, men ved hårdt arbejde, og det kunne de afrikanske lande også have gjort. Hvis altså de havde haft noget at eksportere. Men det har de ikke, fordi mange af de afrikanske lande gør alt, hvad de kan, for at lægge hindringer i vejen for deres virksomheder og det frie initiativ.
Som Verdensbanken påpeger i sin rapport “Doing Business”, er Afrika den verdensdel, hvor regeringerne gør mindst for erhvervslivet, selv om det er her, behovet for at gøre noget er størst.
16 ud af de 20 værste lande at gøre forretning i ligger i Afrika. I Congo tager det for eksempel 155 dage at registrere en ny virksomhed, og i Angola tager det tre år at få en kontrakt godkendt.
ÅRSAGEN til de elendige erhvervsbetingelser er blandt andet, at der stadig er for megen korruption og nepotisme i Afrika og derfor alt for mange uduelige embedsmænd.
Hvis de mange nye milliarder til Afrika skal virke, er der brug for en helt anden professionalisme i de politiske og administrative eliter. Både når det gælder holdningen til retssamfundet og indretningen af de afrikanske økonomier.
Det kan og skal de rige lande hjælpe med at opbygge med retssektorprogrammer, demokratiudvikling og antikorruption. Men det virkelige slid må Afrika selv tage. Det kan vi ikke gøre for dem, slutter Politiken på lederplads lørdag den 9. juli 2005.
