Perus regering trækker sig

Redaktionen

Samtlige ministre i regeringen i Peru i Sydamerika har trukket sig efter korruptionsanklager, som også det norske selskab Discover Petroleum International er indblandet i, skriver DR online lørdag.

Præsident Alan Garcia oplyste i nat, at han godkender afskedsbegæringen fra ministerpræsident Jorge del Castillo og dennes regering.

Beslutningen kommer efter massivt pres fra oppositionen, efter at flere fremtrædende medlemmer af regeringspartiet blev afsløret i at fordele oliekontrakter mod kontant vederlag.

Blandt de involverede selskaber, som ifølge TV-optagelser var indstillet på at yde bestikkelse, er Discover Petroleum International. Det norske selskab kalder anklagen for grundløs.