Danmark: Nej til uafhængighed for Tibet

Forfatter billede

For bl.a. at sikre danske erhvervsinteresser i Kina har regeringen lovet, at Danmark vil “modsætte sig” Tibets uafhængighed, skriver Berlingske Tidende torsdag.

Dermed anerkender Danmark officielt Kinas herredømme over Tibet, som blev besat af kinesiske tropper i 1950. Det kom frem efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn onsdag aften, hvor udenrigsminister Per Stig Møller (K) orienterede Folketinget om aftalen. S, R og SF bakker op.

Det kinesiske styre forventes nu at ophæve den næsten 6 måneder lange straffeaktion over for danske myndigheder og virksomheder efter Dalai Lamas besøg her i landet i maj.

Peter Viggo Jakobsen, der er ekspert i international politik ved Københavns Universitet, mener, at “regeringen bøjer sig for pression fra en stormagt”, og at den går for langt.

– For det er altså ikke dansk politik at nægte et folk selvbestemmelse, siger han til Berlingske, idet han mistænker Kina for at bruge klima-topmødet til at presse danskerne.

Tibets åndelige leder, Dalai Lama, flygtede ud af landet i 1959 og oprettede en slags eksil-regering i Indien. Ifølge tibetanske kilder undertrykkes tibetanerne systematisk af det kinesiske styre både politisk, kulturelt, sprogligt og økonomisk.

Op til De Olympiske Lege i Beijing i sommeren 2008 var der blodige sammenstød mellem tibetanske demonstranter og kinesiske politistyrker i hovedstaden Lhasa og andre byer i landet på Verdens Tag – som ikke må være noget land.

Se også
http://www.um.dk/da/servicemenu/Nyheder/ForsideNyheder/VerbalnoteTilDeKinesiskeMyndighederOmDetDanskkinesiskeForhold.htm
og http://www.freetibet.org