En ny rapport fra FAO konkluderer, at verdenssamfundet må tage alle midler i brug for at holde den globale opvarmning på 2 grader celsius.
I det regnestykke viser det sig, at klodens græsarealer rummer et kæmpemæssigt potentiale som CO2-lagre og dermed bidrager til bekæmpelsen af klimaforandringer på linje med klodens skovarealer, som hidtil har stjålet rampelyset.
Græsarealerne kan endda vise sig at være større CO2-slugere end skovene og dermed er interessen for alvor vakt. Som en ekstra bonus vil bæredygtig udnyttelse af græsarealerne lette truslen mod biodiversiteten i områderne og øge jordens evne til at holde på vand, hvilket nedsætter risikoen for tørke.
Græsarealerne dækker 30% af jordens isfrie overflade og 70% af alt landbrugsområde. En milliard mennesker verden over lever af kvæghold og landbrug. FAO vurderer at nye CO2-praksisser til lagring af CO2 i landbrugsjord og biomasse udover at være klimavenlige også kan bidrage til øget fødevaresikkerhed og fattigdomsbekæmpelse for disse befolkningsgrupper. Det skyldes at effektiviteten og omstillingsparatheden indenfor landbruget optimeres.
Hvis græsarealernes fulde CO2-lagrings potentiale skal udnyttes vil det kræve omfattende lovgivning og administration af områderne, der ligesom klodens skovarealer er under pres fra jorderosion, ikke bæredygtig udnyttelse, rovdrift, afbrænding mv.
Samtidig skal der tages højde for socio-politiske barrierer som offentlig versus privat ejendomsret, landafgifter og uddannelse af nomadefolk, som udnytter landet på traditionel vis. Konkurrence fra andre landbrugsafgrøder – der kan give et højere økonomisk afkast på jorden – kan også udgøre en fare for omlægning af græsarealerne og dermed nedsætte lagringen af CO2. Ifølge FAO kan arealerne lagre op til 1 milliard tons CO2 årligt.
Derfor er debatten om græsarealerne underlagt samme alvorlige problematik som andre klimatiltag. Politikere fra alverdens lande skal blive enige om spillereglerne for udnyttelsen og administrationen af CO2-potentialet i græsarealerne og finde viljen til at afsætte de nødvendige ressourcer til formålet.
Læs videre på: http://www.fao.org/