Holder meningsmålingerne op til præsident-, parlaments- og kommunalvalget søndag, får Costa Rica sin første kvindelige præsident.
Der er 3 seriøse kandidater til præsidetposten: Den 50-årige politolog Laura Chinchilla fra regeringspartiet, Partiet for National Befrielse, PLN. Hun var sikkerhedsminister fra 1994 til 1998 og vicepræsident fra 2006 til 2007, hvor hun trådte tilbage, da hun blev valgt som partiets præsidentkandidat.
Ingen af de øvrig kandidater har nærmet sig Chinchilla i meningsmålingerne. På en delt andenplads (placeringen svinger fra meningsmåling til meningsmåling) ligger juristen Otto Guevara, 49 år, fra partiet Den Anarkistiske Bevægelse, og økonomen Ottón Solís, 55 år, fra højrepartiet Borgeraktion, skriver det costaricanske dagblad La Nación fredag.
Alle kandidater har forebyggelse og bekæmpelse af den stigende kriminalitet højt oppe på dagsordenen. De er osse enige om, at økonomien skal have en saltvandsindsprøjtning, hvis Costa Rica skal komme nogenlunde helskindet ud af finanskrisen. Ottón Solís har desuden markeret sig med et krav om genforhandling af DR-CAFTA, handelsaftalen mellem USA, Den Dominikanske Republik og Mellemamerika.
Der skal 40 procent af stemmerne plus 1 til at vinde præsidentvalget i første runde. Lykkes det ikke, holdes anden runde 4. april. Præsidenten vælges for 4 år og tiltræder 8. maj.
Costa Rica har kælenavnet Mellemamerikas Svejts, fordi landet er rigere og langt mere velorganiseret end de øvige mellemamerikanske lande. Dertil kommer, at det de seneste 125 år er styret efter demokratiske principper. I 1948 afskaffede Costa Rica militæret. Til gengæld har det en stor og slagkraftig politistyrke.
Kælenavnet til trods lever 16 procent af costaricanerne i fattigdom og 6 procent i ekstrem fattigdom.
Turisme er den største bidragyder til landets brutto nationalindkomst, men der er osse eksport af traditionelle produkter som f.eks. bananer og utraditionelle som blomster.
Det lille mellemamerikanske land har 4,5 millioner indbyggere, af dem kan 2,8 millioner stemme søndag.