Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er ankommet til Afghanistans hovedstad Kabul, hvor han skal mødes med præsident Hamid Kharzai, skriver Berlingske online torsdag.
Besøget er af sikkerhedshensyn hemmeligholdt til sidste øjeblik. Ved siden af de politiske drøftelser skal statsministeren overdrage kulturgenstande fra Afghanistan, som er forsøgt indsmuglet i Danmark.
I Kabul besøger statsministeren nogle af de udstationerede danske soldater, inden han fortsætter til Jordans hovedstad Amman for at mødes med landets kong Abdullah og tale til et antal af verdens politiske ledere og erhvervsledere, som er samlet i World Economic Forum for at drøfte Mellemøstens udvikling.
Fogh kom til Kabul 2 dage efter Folketinget tirsdag førstebehandlede et forslag om at sende yderligere 200 soldater til Afghanistan. Det vil bringe det danske bidrag til NATO-styrken op på ca. 640 personer.