Afghanistan og dets internationale støtter har ikke gjort nævneværdige fremskridt, når det gælder om at sørge for basale ting som sikkerhed, mad og sundhed til afghanerne, skriver DR Online tirsdag.
Det mener menneskeretsorganisationen Human Rights Watch (HRW), der tirsdag gjorde status over situationen i Afghanistan.
Præsident Hamid Karzais regering formår ikke at beskytte civilbefolkningen, der er plaget af både Taleban og krigsherrer, som er loyale over for regeringen.
Ifølge HRW blev over 4.400 afghanere sidste år dræbt under den voldelige konflikt mellem den afsatte Taleban-bevægelse på den ene side og afghanske og internationale styrker på den anden side. Det er over dobbelt så mange som i 2005.
Størstedelen af de dræbte var tilknyttet Taliban, men omkring 1.000 var civile ofre. Heraf menes NATO og amerikansk-ledede tropper at være skyld i ca. 100 drab på civile.