Mission Østs generalsekretær, læge Kim Hartzner, er i Afghanistan for at besøge projekter og møde dem, hjælpen går til. Mens der dagligt rapporteres om blodige kampe og terrorisme fra Afghanistan, har turen vist, at der dagligt sker store fremskridt i landet.
Af journalist Morten Østervang
Mission Øst
”Før døde 20-30 børn om året. Nu dør ingen”.
Så klar lød beskeden fra en landsbyleder i Payensar, som generalsekretær Kim Hartzner har mødt under sit besøg i det nordlige Afghanistan.
Kim Hartzner er netop nu på 10 dages rundrejse i det centralasiatiske lands fattigste egne, Takhar og Badakhshan-provinserne i det nordøstlige hjørne.
En af de landsbyer, han har besøgt, er Payensar, der sidste år fik installeret rent vand og undervisning i hygiejne. Det har reduceret børnedødeligheden drastisk. I Afghanistan dør hvert fjerde barn, inden det fylder fem år. I Payensar dør stort set ingen mere.
– Min tur har overbevist mig om, at der dagligt sker kæmpe fremskridt. Trods uroligheder er der håb om at bryde fattigdommen. I de landsbyer, hvor vi arbejder, har rent vand, hygiejne og landbrugsstøtte forandret livet drastisk. Sundhedstilstanden er forbedret dramatisk, siger Kim Hartzner.
Skoler giver håb
I den forgangne uge har der været daglige rapporter om kampe med Taleban-oprørsgrupper i det sydlige Afghanistan og om en pigeskole, der er brændt af i den nordlige del.
– I det lys er det bekræftende at se de fremskridt, der også sker i Afghanistan. Under mit besøg var jeg med til at åbne en skole. Det var fantastisk at se det håb, som skolegang giver. Som den lokale mullah sagde til mig:
”Vi får ingen udvikling uden uddannelse. Vi har brug for ingeniører og læger. Og pigerne går også i skole: Islam giver lige rettigheder til piger og drenge””, forklarer Kim Hartzner og tilføjer:
– Ikke mindst var det bekræftende, at den lokale guvernør klart sagde: ”Alle, der ødelægger skoler, går imod islams hensigter. Islam lægger vægt på uddannelse”.
Mission Øst har netop bygget 6 skoler i fattige landsbyer i den nordøstlige del. Landsbyer, der aldrig har haft en skole, og som er isoleret fra omverdenen af uvejsomme dale og bjerge.
Den fattigste del af Afghanistan
Statistikkerne for Afghanistan er fortsat nedslående. Landet er det sjette fattigste i verden. Børne- og mødredødeligheden er blandt de højeste i verden.
Den nordlige del, hvor Mission Øst arbejder, er bjergrig – og netop det er en forklaringerne på, at netop denne del er den fattigste i Afghanistan, da tusinder lever i landsbyer, der er isoleret fra omverdenen.
Mission Øst har derfor en samlet pakke af projekter i landsbyerne, der skal tackle den fattigdom, de lider under.
Forbindelsesveje forbinder dem med omverdenen, så de kan komme til skole, sundhedsklinikker og sælge varer på markedet. Rent drikkevand, latriner og hygiejneundervisning reducerer de mange sygdomme, der florerer og som bidrager til høj dødelighed. Landbrugsstøtte, der skal give mad på bordet og varer at sælge.
En undersøgelse fra de landsbyer, Mission Øst har hjulpet i provinsen Takhar, viser:
Alle landsbyer, der blev interviewet, brugte før vand fra ubeskyttede kilder. 46,6 procent drak vand fra floder, bække eller gødningskanaler. 53,6 brugte vand fra ubeskyttede vandkilder.
34,9 procent sagde før projekterne, at de vaskede hænder efter toiletbesøg. Ingen brugte sæbe eller aske til at rengøre sig. 90 procent vasker nu hænder med sæbe efter toiletbesøg.
66,2 procent af interviewede kvinder vaskede ikke hænder før, de lavede mad. Det tal er nu blot 28 procent. 45,5 procent vaskede ikke hænder efter at have skiftet børnene. Det gør nu 71,9 procent.
98, 4 procent brugte hænder til at spise. Det er en kulturel norm. Men 81,3 procent vasker nu hænder, før de spiser.
Diarré-lignende sygdomme udgjorde 86,5 af alle sygdomme I landsbyerne. Især udsatte er børn under 5. Efter adgangen til rent vand og hygiejne-undervisning er det reduceret.
5,7 procent af de voksne og 3,1 procent af børnene i undersøgelsen brugte latrin. Nu bruger 90,6 procent voksne latrine til toiletbesøg og 89,1 procent af børnene. Før var almindelig praksis at toiletbesøg foregik i det fri. Det var skyld i en forekomst af sygdomme, der smitter gennem afføring.
Mission Øst om Mission Øst
Mission Øst er en dansk international hjælpeorganisation, der hjælper nødlidende i Østeuropa og Asien. Vores mål er at yde akut nødhjælp, at realisere langsigtede udviklingsprojekter og at oplære lokale hjælpeorganisationer til selvhjælp. Mission Øst forsøger altid at hjælpe de svageste uanset race, religion og politisk ståsted.
Vores værdier er: Ærlighed – Integritet – Omsorg – Respekt for alle mennesker – Værdsættelse af individet
Mission East, PO Box 149, Skt. Lukas Vej, 2900 Hellerup Phone: 39 61 20 51 (direct line) Mobile: 20 47 62 74, E-mail: [email protected], Web: www.miseast.dk