Intern ballade i den hollandske regeringskoalition om afsendelsen af 1.200 hollandske soldater til Afghanistan kan udløse nyvalg, skriver Berlingske Tidende mandag.
USA har lagt voldsomt pres på Holland for at sende soldaterne af sted gennem NATO, og det har vakt irritation.
Flere medlemmer af det lille venstreliberale parti, D-66, der sidder i regeringskoalitionen, truer med at stemme imod forslaget, og nogle er også parate til at forlade regeringen, hvis ministerpræsident Jan Peter Balkenende forsøger at finde de nødvendige stemmer blandt oppositionspartierne.
D-66s to ministre i regeringen holder lav profil i sagen, men viceformanden i partiet, Lousewies van der Laan, og flere menige medlemmer er modstandere, fordi de frygter, at de hollandske soldater vil komme under stadigt stigende angreb fra den afghanske Taleban-milits, hvis de indsættes i den sydlige del af landet, hvor Taleban har mange tilhængere.
NATO besluttede sidste år at udvide ISAFs opgave i Afghanistan, så den også skal overtage kontrollen med det sydlige Afghanistan. Det vil aflaste det amerikanske militær. ISAF skal bruge 6.000 ekstra soldater til opgaven, hvor det lovede hollandske kontingent er et af de vigtigste.
Hvis de kommende ugers debat ender med valg i Holland, ventes Balkenende at måtte forlade posten som regeringschef, idet det store socialdemokratiske oppositionsparti står til fremgang, anfører Berlingske.