Kommentar: U-landsbistanden – 2 år med V og K

Redaktionen

Af Vagn Berthelsen

Nedskæring og “afkobling” af u-landsbistanden, så den ikke reguleres i takt med stigningen i den danske velfærd, står centralt i bedømmelsen af VK-regeringens politik på u-landsområdet i de 2 første år.

Hvis man forudsætter, at SR-regeringen havde gennemført målsætningen om at nå 1,5 procent af bruttonationalindkomsten, BNI, er Danmark godt på vej mod en halvering af det beløb, der afsættes til u-landsbistand og miljø-, freds- og stabilitetskabende indsatser.

Nogle vil indvende, at det ikke er rimeligt at sammenligne 1,5 procent med de 0,9 pct. og snart 0,8 pct., som går til u-landsbistand.

Men pointen er netop, at VK-regeringen ønsker at fremme indsatser for fred og stabilitet, og at disse midler nu kun kan tages fra den u-landsbistand, som skal gå til direkte fattigdomsbekæmpelse.

Det “arabiske initiativ”, som skal fremme demokrati og reform i en række arabiske lande, koster indtil videre ikke meget i den store sammenhæng. Men bliver initiativet, som i øvrigt både er svært og spændende, en succes, er det klart at 100 millioner kr. ikke er tilstrækkeligt.

Udviklingspolitikken er i stigende grad underlagt udenrigspolitikken.

Betydelige midler anvendes nu i Afghanistan og Irak, og det er tydeligt, at bekæmpelse af terror og sikkerhed står meget højt på dagsordenen, mens det er sværere at mobilisere støtte til Afrika og andre regioner uden strategisk interesse. Ifølge “Partnerskab 2000” er fattigdomsbekæmpelse det afgørende kriterium, men den prioritering er der reelt sat spørgsmålstegn ved. Bistanden til Afrika falder.

Udenrigsministeren og statsministeren taler meget om synlige resultater af bistanden. Spørgsmålet er, om disse udmeldinger skal opfattes som farvel til kapacitetsopbygning og fælles donorsamarbejde og goddag til danske projekter med egen profil.

Det er fair nok, hvis meldingerne skal forstås som et behov for at forklare de danske skatteydere, at pengene bruges fornuftigt og giver resultater. Og det er problematisk, hvis meldingerne skal forstås som om kortsigtede resultater vejere tungere end langsigtede og mere bæredygtige indsatser.

Det er i øvrigt ikke ligegyldigt, om de synlige resultater diskuteres i forhold til vinderne (“good performers”) eller i forhold til “taberlandene”, som hærges af dårlig regeringsførelse, korruption og almindeligt anarki.

Begrundelsen for at prioritere vinderlandene er netop, at den nationale regering har mulighed for og viser vilje til at prioritere fattigdomsproblemerne, og derfor giver det god mening at støtte disse bestræbelser i et langsigtet træk med fokus på kapacitetsopbygning. Hvorimod det i taberlandene i højere grad er nødvendigt at sikre nu og her resultater til gavn for de fattigste.

Disse hovedtræk afspejles i regeringens udspil, “En Verden til Forskel”.

Det er godt, at vi nu har et sikrere fundament at arbejde på. Området har brug for stabilitet, så at langsigtede forpligtelser kan indgås og respekteres, både i forhold til regeringer og i forhold til NGO-samarbejdspartnere.

Det er også godt, at uddannelse og sundhed opprioriteres markant. Modsat er der ikke saglig begrundelse for den symbolske udvidelse af Privatsektor-programmet, og det er uforståeligt at regeringen ikke ændrer politik om bekæmpelse af hiv/aids (forebyggelse alene duer ikke) ligesom der er andre, ikke uvæsentlige hjørner, det er værd at diskutere.

Efter forløbet om Finansloven for 2004 melder spørgsmålet sig, om der nu bliver mulighed for konstruktiv arbejdsro. Den tilfældige kastevind, der førte til, at U-landssekretariatet fik frataget sin rammebevilling, var uværdig og ubegrundet.

Fra NGO-side efterlyses en stærkere og mere seriøs debat med regeringen om de løbende udfordringer i udviklingsarbejdet!

Vagn Berthelsen er generalsekretær i u-landsforeningen Ibis.

Ibis, Nørrebrogade 68B, 2200 København N. Tlf: 35358788. Fax: 35350696. e-mail [email protected] hjemmeside www.ibis.dk