Af Eva Rasmussen
Nicaragua har ikke definitivt smækket døren i til forhandlingerne om en associeringsaftale med EU.
Det sagde landets præsident, sandinisten Daniel Ortega, da han torsdag indledte et officielt besøg i Cuba, skriver det nicaraguanske dagblad La Prensa fredag. Han understregede dog, at der er meget, der endnu skal diskuteres, før Nicaragua vil være med.
– Vi kan ikke sige ja til en aftale, der oven i kaldes en associeringaftale, hvis vi bliver pålagt politiske betingelser, der er uacceptable.
Forhandlingerne, der foregik i Honduras hovedstad Tegucigalpa, blev afbrudt onsdag, da EU nægtede at imødekomme et nicaraguansk krav om, at der skulle skabes en fond på 60.000 millioner euros, som bolværk mod asymmetrien mellem europæiske og mellemamerikanske økonomier.
Den nicaraguanske regering vender tilbage til forhandlingerne, hvis fonden bliver etableret.
Forhandlingerne har tre elementer (de samme som forhandlingerne og aftalerne mellem Afrika og EU): Handel, politisk dialog og bistand.
Nogle af knasterne er, at EU ikke vil acceptere en handelsaftale, der er dårligere end DR-CAFTA, handelsaftalen mellem US, Mellemamerika og Den Dominikanske Republik. Den tager ikke hensyn til asymmetrien mellem de små mellemamerikanske økonomier og verdens største. I modsætning til det i årevis forhandlede Doha – initiativ.
I den politiske afdeling kræver EU blandt andet, at de mellemamerikanske lande anerkender den internationale krigsforbryderdomstol. Det har El Salvador, Nicaragua og Guatemala ikke gjort.
EU har indkaldt til en uformel mini forhandlingsrunde i slutningen af april. Næste formelle forhandlingsrunde finder sted i Bruxelles i maj. Det var ventet, at det skulle blive slutrunden. Skal det nås, skal nicaraguanene have vredet armen om. EU vil ikke forhandle med enkeltlande, men udelukkende med et samlet Mellemamerika.