Danmark donorer 35 millioner skolebøger til Afghanistans børn, der dermed omsider kan komme til at lære at læse, skrive og regne, skriver Berlingske Søndag.
Selv om det nu er næsten 5 år siden, Taleban-regimet blev væltet, er det fortsat kun halvdelen af Afghanistans børn, der går i skole. Over halvdelen af landets befolkning på 28 mio. er under 18 år.
– Vi satser på undervisning, fordi det er en forudsætning for oplysning, demokrati, økonomisk udvikling og et vægtigt bidrag til kvindernes ligestilling. Radikal islam vil også aktivt modvirkes af et højere uddannelsesniveau, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der for nylig var i Afghanistan for bl.a. at indvie en dansk-finansieret skole.
Bøgerne, der trykkes af lokale bogtrykkere, er finansieret inden for den del af den danske u-landshjælp, der specielt går til at rejse uddannelsesystemet i Afghanistan. Det drejer sig om 100 mio. kr. i 2005-2006.
Indtil videre har eleverne på første og fjerde klassetrin i 22 af Afghanistans 34 provinser fået udleveret i alt 3,6 mio. skolebøger, og i løbet af sommeren vil yderligere 17,4 mio. bøger i 6 skolefag blive uddelt rundt omkring i Afghanistan. De sidste knap 14 mio. skolebøger er lige nu på vej i trykken.