Indlæg af udviklingsministeren i Berlingske Tidende mandag
Af Ulla Tørnæs (V)
Spørgsmålet om de rige donorlandes bistand til såkaldte skrøbelige stater fylder meget i både den nationale og internationale debat om udviklingsbistand.
Der lægges – fra f.eks. NGOernes side – pres på Danmarks og andre landes regeringer for at øge støtten til skrøbelige stater mod at neddrosle støtten til de såkaldte donor darlings.
Begrebet donor darlings bruges typisk om udviklingslande, hvor befolkningen er blandt verdens fattigste, men hvor mange donorer er til stede, fordi landene har stabile regeringer med vilje og et vist minimum af egne ressourcer (i form af såvel viden som økonomi) til at bekæmpe fattigdommen.
Det leder mig til at korrigere den opfattelse, at disse lande er “succesfulde”.
Succesfulde er de muligvis i den forstand, at de har regeringer, der er optaget af fattigdomsbekæmpelse, men når størstedelen af landenes befolkninger samtidig lever under den absolutte fattigdomsgrænse (én dollar om dagen), så sættes succesen lidt i perspektiv.
Begrebet skrøbelige stater betegner derimod stater, hvor der enten mangler vilje eller viden/kapacitet i landet til at sætte udvikling og fattigdomsbekæmpelse på dagsordenen.
Det kan f.eks. skyldes en konfliktsituation i landet, et undertrykkende styre eller at landet er så underudviklet eller fattigt, at der ganske enkelt mangler viden eller et minimum af ressourcer hos landets myndigheder til at iværksætte langsigtede fattigdomsbekæmpende tiltag.
Eksempler på skrøbelige stater kunne være Zimbabwe, Somalia, Liberia, Sudan, Afghanistan, Irak m.fl.
Ustabilitet, radikalisering, flygtningestrømme, rovdrift på energiressourcer og meget andet betyder, at det har konsekvenser for os alle sammen, hvad der sker i u-landene. De skrøbelige stater er særligt disponerede for at katalysere fattigdommens problemer og konsekvenser videre til resten af verden.
Derfor skal Danmark selvfølgelig være til stede i disse ustabile lande, hvilket vi også er med store bistandsprogrammer i f.eks. Sudan (og forhåbentlig snart hele Sudan inkl. Darfur) og Afghanistan. I Zimbabwe støtter vi mindre indsatser primært gennem NGOer.
Der er altså tale om en balancegang og om at træffe politiske valg, når det gælder omfanget af bistand til de skrøbelige stater versus de mere stabile udviklingslande.
Fra dansk side har vi valgt at have det største fokus på de lande, vi kan have et langsigtet samarbejde med. Og jeg vil ikke lægge op til en ændret fordeling.
Selvfølgelig skal vi udvælge de skrøbelige stater, som vi fra dansk og international side har en strategisk interesse i – og mulighed for – at stabilisere.
På den anden side synes jeg, at det ville være forkert at belønne de lande, som ikke er villige til at gennemføre langsigtede reformer for at mindske støtten til lande, hvor regeringerne viser oprigtig vilje til at skabe forandringer, anfører Tørnæs.
Indlægget stod under Opinion/debat i Berlingske Tidende mandag den 3. september 2007.
Kilde: www.um.dk
