KOMMENTAR, bragt i Politiken tirsdag
Af Uffe Torm
Leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling
Det er da en ærgerlig og ukonstruktiv replik, som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) kom med i Politiken i torsdags (6. dec.) til et indlæg af den nye forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Trine Pertou Mach.
Tørnæs beskylder MS for konfrontation og for at spille sig selv af banen i forhold til et fremtidigt samarbejde om dansk udviklingsbistand.
Jeg kan ærligt talt ikke se, at der er belæg for sådanne negative udsagn i Pertou Machs indlæg. Tværtimod oplever jeg, at hun og MS melder sig på banen og tilbyder at deltage i en konstruktiv dialog om den fremtidige udformning af dansk u-landsbistand.
Pertou Mach ønsker endda Ulla Tørnæs til lykke med endnu en periode som udviklingsminister, en lykønskning, som jeg kan tilslutte mig. Men der er ingen tilsvarende lykønskning fra Tørnæs til Pertou Mach med hendes første formandsperiode i MS. Det ville ellers have klædt udviklingsministeren.
Tørnæs´ reaktion tyder desværre på, at bare dét at stille spørgsmålstegn ved regeringens årlige populistiske prioriteringsudspil vedr. u-landsbistanden og ikke mindst det nye regeringsgrundlag i sig selv opfattes som konfrontatorisk.
Hvorfor dog det? Jeg har selv sidste år fremført en tilsvarende kritik i Danidas månedsavis ”Udvikling” af de årlige prioriteringsudspil vedr. udviklingsbistanden, som ministeren svarede afdæmpet og fornuftigt på.
Der har da også det sidste halvandet års tid været en rimelig god dialog mellem udenrigsministeriet og udviklingsministeren og de danske u-landsorganisationer.
Der er da virkelig mange gode kommentarer og relevante spørgsmål, som Trine Pertou Mach fremkommer med i sit indlæg, som kunne have fortjent et bedre svar fra udviklingsministerens side.
Jeg forstår ikke, hvorfor Tørnæs vælger at vende tilbage til en ”der-er-intet-at-komme-efter”-holdning.
Jeg var før folketingsvalget begyndt at blive overbevist om, at det faktisk var rigtigt, at der intet var at komme efter hos denne regering – i al fald ikke dialog, diskussion og demokratiske meningsudvekslinger med regeringen og dens hidtil faste flertal med Dansk Folkeparti, der jo helst ser u-landsbistanden beskåret yderligere.
Jeg troede imidlertid, at det nylige folketingsvalg havde belært regeringen om, at der i den danske befolkning dels er et ønske om bredt samarbejde i Folketinget, dels også en tilslutning til øget u-landsbistand.
Jeg fornemmer, at statsministeren har forstået budskabet på begge områder, så det har hans genudnævnte udviklingsminister forhåbentlig også.
Men hvorfor så lægge ud med et konfrontatorisk budskab vendt énsidigt mod MS. Er det et signal til os andre i u-landsmiljøet om, at vi ikke skal tillade os at stille spørgsmålstegn ved regeringens forskellige flimrende udviklingspolitiske prioriteringsudspil, som gentages i regeringsgrundlaget?
Vi ønsker jo virkelig en reel dialog og et konstruktivt samarbejde om, hvad en forhåbentligt øget fremtidig dansk udviklingsbistand skal bruges til – et løfte, som Venstres ordfører ellers allerede er ved at skabe tvivl om.
Men vi forbeholder os naturligvis til enhver tid ret til at være kritiske, når vi føler grund hertil. Det er da vores demokratiske ret! Og det er der da ingen grund til at blive fornærmet herover.
Det er derfor ikke betryggende, at udviklingsministeren begynder sin nye ministerperiode med åbenbart at give Mellemfolkeligt Samvirke det røde kort og tilsyneladende sender MS ud af banen på grund af et forkert dømt frispark.
Er vi andre stadig velkomne på banen – eller foretrækker udviklingsministeren, at vi holder os på tribunen som passive tilskuere til regeringens magtfuldkommenhed – eller afmagt overfor Dansk Folkeparti?
Ulla – skal vi nu ikke lige se at komme videre! opfordrer Uffe Torm
Uffe Torm (62) er en af u-landsmiljøets veteraner og har været ansat i en stribe organisationer – såmænd også i Danida -, før han i 1998 blev hentet hjem som leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling fra en post som projektkoordinator i Det lutherske Verdensforbund i Geneve i Schweiz.
Indlægget stod i dagbladet Politiken tirsdag den 11. december 2007.
Læs også telegrammet “Tørnæs: MS unødig konfrontatorisk – U-landsnyt: Tørnæs i vanlig stil”, dato 09.12.07, under Dansk bistand