Anita Bay Bundegaard om udviklingsministerens dilemma efter Vladimirs afgang fra kendisprojektet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Med Timm Vladimirs afbud til dilemmaprojektet udstilles udviklingsministerens reelle problem, hedder det i en kommentar i SøndagsPolitiken (25. feb).

Af Anita Bay Bundegaard
Redaktør for Lederkollegiet på dagbladet Politiken og tidl. udviklingsminister (2000-2001)

Dilemma.dk blev lanceret i december sidste år som den helt store nytænkning inden for formidling af dansk udviklingsbistand.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) havde bedt en række kendte mennesker om at konkurrere om at komme en tur til Afrika, hvor de skulle udpege 5 projekter, som de mente fortjente at få dansk støtte.

Inden Dilemma-projektet kom i gang sagde en række af de adspurgte imidlertid fra, bl.a. madskribenten Camilla Plum, som kendte sig selv godt nok til at vide, at hun ikke vidste noget om udviklingsbistand. Senere fulgte afbud fra landets mægtigste mand, Don Ø, direktør for Parken.

Efter godt 3.500 besøgende på dilemma.dk i januar havde afgjort, at skuespiller Timm Vladimir, aerobicinstruktør Charlotte Bircow, teaterdirektør Martin Miehe-Renard, TV-værten Morten Lindberg alias Master Fatman og Hummeldirektøren Christian Stadil skulle af sted til Afrika, er 2 af de 5 deltagere sprunget fra. Først bakkede Master Fatman ud, og i den forgangne uge også Timm Vladimir , som netop i dag skulle have siddet på flyet på vej til Tanzania.

Timm Vladimir begrundede sit sidste øjebliks afbud med, at det efter det storstilede indsamlingsshow på DR i sidste weekend gik op for ham, at udviklingsministeren bruger penge fra udviklingsbudgettet på at afvikle u-landenes gæld til Danmark.

– Regeringen har lavet en skinmanøvre ved at sige, at man giver en ekstra halv milliard i u-landsbistand, men i virkeligheden er der ikke et eneste menneske i verden, der kommer til at mærke det. Det blev jeg rasende over. Jeg mener, at man har fjernet penge fra u-landsbistanden under påskud af, at man har givet flere penge, sagde Timm Vladimir til Ritzau.

Timm Vladimir er skuespiller og kan naturligvis ikke forventes at kende bistandens krinkelkroge. Det er al ære værd, at han nu indser, at projektet ikke var så uskyldigt, som det måske så ud. Deraf kan man vel lære, at man nok bør sætte sig ind i tingene, før man låner sit gode navn og rygte ud.

For det er jo ikke nyt, at denne regering, ligesom regeringer før den, har brugt udviklingsbistanden til gældsafvikling. Man kunne godt mene, at den systematiske nedskæring af bistanden de seneste år havde været en vægtigere grund til at melde fra, men under alle omstændigheder er det lykkedes Timm Vladimir at hvirvle ikke så få dilemmaer op.

For det første peger han på dilemmaet for skuespilleren – eller den “kendte” – som bare gerne vil stille sit navn og sin kendthed til rådighed i en god sags tjeneste, men som bliver rodet ind i komplicerede problemstillinger, som han ikke har en kinamands chance for at overskue.

For det andet afslører han et reelt bistandspolitisk dilemma. Skal bistanden bruges til at afbetale de fattige landes gæld til Danmark? I den sag var der faktisk fremskridt at spore i ugens løb, da Socialdemokraterne forlod deres hidtidige position og meldte sig som modstandere af, at bistanden bruges til at afvikle gæld. Det bør de holdes fast på, når de igen får magt.

For det tredje har Timm Vladimir tilføjet ministeren endnu et dilemma. Hvad der skulle have været et veltilrettelagt PR-stunt, har hidtil kun medført kritik.

Tilværelsen er fyldt med dilemmaer. Bistandspolitikkens dilemmaer hører ikke til de mindre. Der er mange at hjælpe, og for lidt hjælp at hente, så der må nødvendigvis prioriteres.

Men det er det, ministeren og hendes eksperter får deres løn for. Når ministeren begynder at ville dele den opgave med “kendte” – som bl.a. lever af at være kendte, men her er amatører – for at de og dermed også vi andre, der kender dem, bedre kan forstå, hvor svært hun har det, skubber hun sit ansvar fra sig. Og det ansvar er politisk.

Det er det egentlig betænkelige ved tilsyneladende uskyldige popnumre af den her slags, slutter Anita Bay Bundegaard.

[email protected]

Kommentaren stod i SøndagsPolitiken den 25. februar 2007 og gengives med forfatterens tilladelse.