Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil have fat i de kvindelige vælgere, men det kan godt blive svært, for vælgerne har det svært med de kvindelige Venstre-ministre, skriver DR Online mandag.
Både socialminister Eva Kjer Hansen, udviklingsminister Ulla Tørnæs og integrationsminister Rikke Hvilshøj får dumpekarakterer i en ny meningsmåling foretaget af Epinion for TV AVISEN.
Venstre-kvindernes problemer står i kontrast til de konservative kvinder.
Såvel miljøminister Connie Hedegaard som justitsminister Lene Espersen scorer topkarakterer.
I undersøgelsen er deltagerne blevet bedt om at give de enkelte danske ministre karakter på 13-skalaen alt efter, hvordan de vurderer deres indsats som minister.
Udenrigsminister Per Stig Mølller (K) får 8,7 som den højeste karakter. Connie Hedegaard får karakteren 8,1. Anders Fogh deler 2. pladsen med Hedegaard.
Ulla Tørnæs lander nede på plads nr. 15 med 6,2 på karakterscalaen, forbrugerminister Lars Barfoed (K) modtager en gennemsnitskarakter på 6,0, transportminister Flemming Hansen (K) deler 16. pladsen med Lars Barfoed med 6,0. Rikke Hvilshøj bliver tildelt en karakter på 5,9, mens fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) indtager sidstepladsen med karakteren 5,8.
En tilsvarende måling, som Gallup Instituttet har udført for Berlingske Tidende, tegner et lige så ringe billede for Ulla Tørnæs, der placeres som nr. 15 af de 19 ministre – oven i købet med en pil nedad.
Det hedder i omtalen af Ulla Tørnæs i Berlingske Søndag, at “indtil videre er det mest af alt Fogh, der har vundet fokus med sin pludselige og store bekymring for Afrika”.
Gallup-undersøgelsen er gennemført i perioden 18. oktober – 2. november baseret på telefoninterview med 934 repræsentativt udvalgte danskere på 18 år eller derover.
Det skal med, at det har været de færreste udviklingsministre forundt at ligge nogenlunde højt på popularitetsskalaen. På den anden side er Tørnæs-placeringen markant lav – selv efter udmeldingen om, at u-landsmidlerne nu stiger lidt igen.