Tørnæs vil give penge til kvindekondomer i u-landene

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) sagde tirsdag, at hun har besluttet af afsætte 15 mio. kr. fra Danidas bevillinger til at give kvinder i u-landene bedre adgang til kvindekondomer.

Det skete på et pressemøde i København, hvor FNs årlige statusrapport over den globale aids-epidemi blev frigivet på dansk grund og ministeren deltog.

Tørnæs fremhævede, at VK-regeringen vil hæve bidraget til bekæmpelse af hiv/aids til 1 milliard kr. i 2010 (efter tidl. beskæringer, red.) og sagde:

– En del af disse midler vil blive anvendt til at styrke indsatser for kvinder, herunder at give kvinder bedre muligheder for at beskytte sig mod hiv-smitte.

– Kvindekondomer er pt. det eneste produkt, kvinder selv kan anvende for at beskytte sig mod hiv-smitte. Til trods herfor er adgangen til og udbredelsen af kvindekondomer i Afrika særdeles begrænset.

– Det skyldes mange forhold – ikke mindst den generelt ringe adgang til seksuelle og reproduktive sundhedsydelser og rettigheder i udviklingslandene. Det er årsagen til, at jeg har besluttet at afsætte 15 mio. kr. til at give kvinder bedre adgang til kvindekondomer.

Ministeren sagde mere generelt om kvinder og hiv/aids:

– Jeg finder det specielt bekymrende, at tendensen til, at kvinder rammes hårdere af aids-epidemien end mænd, fortsætter. I hver eneste region i verden overstiger antallet af hiv-smittede kvinder antallet af mænd med hiv.

– Diskrimination, manglende ligestilling mellem kønnene, kvinders manglende økonomiske sikkerhed og vold mod kvinder medvirker i høj grad til, at kvinder – især unge kvinder – smittes.

– Den ulighed, det er udtryk for, er helt uacceptabel. Vi kan ikke leve med, at kvinder ikke har retten til og muligheden for at bestemme over deres egen krop. Det arbejder vi for at ændre med dansk udviklingsbistand, konkluderede hun.

Kilde: www.um.dk