Tørnæs til Mali i november

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besøger Danmarks nye programsamarbejdsland, Mali, i Vestafrika medio november og Danida arrangerer samtidig en journalistrejse til det fattige Sahelland, skriver Udenrigsministeriet i en rundsendelse.

Ulla Tørnæs er i Mali den 11.-17. november i forbindelse med åbningen af den nye danske ambassade i hovedstaden Bamako onsdag den 15. november. Ved samme lejlighed skrives de første skelsættende bistandsaftaler under mellem de 2 lande.

I en region, hvor mange lande er præget af konflikt, er Mali et sjældent eksempel på et stabilt muslimsk land med et velfungerende demokrati. Byen Timbuktu er forbundet med legendariske fortællinger om Malis gamle og rige kultur.

Men Mali er også et af verdens fattigste lande. Over 70 pct. af de ca. 12 millioner indbyggere lever for under en dollar (5-6 kr.) om dagen. Miljøproblemer som udpining af jorden, skovfældning og ørkenspredning truer landets livsgrundlag.

På den ledsagende journalistrejse vil der være mulighed for at beskæftige sig med spørgsmål som:

– Hvordan kombinerer man i Mali demokratiske principper og kvinders rettigheder med Koranen og Sharia?
– Er der tendenser til islamisk radikalisering/ekstremisme i denne del af verden?
– Hvordan påvirkes Malis udviklingsmuligheder af knappe naturressourcer og voksende miljøproblemer?
– Er vedvarende energi og udvikling af alternative energikilder en realistisk mulighed?

Rejsen tager udgangspunkt i dansk bistand til Mali, med særlig vægt på områder udvalgt i samarbejde med Malis regering, herunder bl.a. vand, landbrug og kvinders rettigheder.

Læs mere om Mali på Udenrigsministeriets hjemmeside
www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/LandeOgRegioner/Programsamarbejdslande/Mali/?wbc_purpose=Basic&WBCMODE=Presentat

Læs også telegrammet “Danidas oplæg til bistanden til Danmarks nye samarbejdsland i Vestafrika – Mali”, dato 08.10.06 i rubrikken Dansk bistand her på u-landsnyt.dk