Af Ulla Tørnæs (V)
Debatindlæg af udviklingsministeren i Berlingske Tidende mandag
Nogle steder skyldes fattigdom sparsomme naturressourcer, tørke og fødevaremangel. Her har udviklingsbistand og nødhjælp isoleret set en rolle at spille.
Men mange andre steder skyldes fattigdommen krig og konflikt, uduelige offentlige systemer, ineffektiv lovgivning, bureaukrati, korruption, manglende demokrati og korrupte statsledere, der ikke vil gennemføre de nødvendige økonomiske og politiske reformer.
Her gør penge ingen forskel, hvis ikke magthaverne samtidig er indstillet på at gennemføre reformer.
Derfor stiller den danske regering krav om god regeringsførelse i de lande, vi samarbejder med og giver udviklingsbistand til.
Hvert år offentliggør Verdensbanken rapporten “Doing Business”, som viser, hvilke barrierer der eksisterer for erhvervslivet i lande i hele verden. Rapporten er vigtig, fordi den viser, hvor mange forhindringer særligt de afrikanske lande selv lægger ud for erhvervslivet i en situation, hvor alle erkender, at det i høj grad er den private sektor, der skal skabe de investeringer, de arbejdspladser og den økonomiske vækst, som skal drive landene fremad.
Den selvsamme private sektor, som i årtier har drevet udviklingen fremad i Europa og USA og senest i Asien.
Rapporten konkluderer igen i år, at Afrika er det kontinent, der har den mest komplekse lovgivning og regulering af erhvervslivets rammer. At fattige lande kunne klare sig langt bedre, hvis de mindskede barriererne for etablering og drift af lovlige, skattegenererende og jobskabende virksomheder. Enkelte positive eksempler kan dog fremhæves.
I Mali har man reduceret antallet af dage for at opnå byggetilladelse fra 61 til 20. I Nigeria har man ændret på reglerne for ejendomsregistrering, som tidligere tog 21 procedurer, 274 dage og en afgift på 27 pct. af værdien.
Elfenbenskysten har mindsket tiden for ejendomsregistrering fra 397 dage til 32. Madagaskar har mindsket kravet om startkapital for nye virksomheder fra 10 mio. til 2 mio. francs, og Tanzania har mindsket den tid, det tager at deklarere import-varer med 12 dage.
Alt sammen eksempler på tiltag, der betyder alverden for incitamentet til at starte og drive virksomhed for lokale forretningsfolk og ikke mindst for villigheden hos udenlandske investorer til at investere i landene.
Mange af initiativerne kræver ikke ny lovgivning, men blot en administrativ ændring eller underskrift fra en minister. Det økonomiske boom i Indien startede netop efter en sådan række ændringer i administrationen, bureaukratiet og lovgivningen i 1980erne.
Fra dansk side hjælper vi selvfølgelig gerne landene med rådgivning og bistand til at forbedre vilkårene for erhvervslivet.
F.eks. har vi arbejdet med at forbedre erhvervssektoren i Ghana og Tanzania, som i år er “højdespringere” i rapporten, der også viser, at de fattige lande selv kan gøre meget for at hjælpe en positiv økonomisk udvikling i gang.
På sigt nytter bistanden ikke noget, hvis ikke landene selv (og gerne med de rige landes rådgivning) er villige til at arbejde med reformer.
Debatindlægget stod i Berlingske Tidende mandag den 23 oktober 2006
