Tørnæs med til stort FN-møde

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) deltager torsdag og fredag i et stort FN-møde om migration og udvikling, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding fredag

FN er vært for et såkaldt dialogmøde mellem ministre fra medlemslandene om migration og udvikling.

Ministermødet, som finder sted i New York umiddelbart før åbningen af FN’s 61. generalforsamling, tager udgangspunkt i en fælles erkendelse af, at migration i dagens verden i stadig stigende grad påvirker forholdet mellem lande og regioner.

Der er derfor behov for internationalt at drøfte, hvordan de positive virkninger af international migration kan forøges og de negative konsekvenser samtidig imødegås. Det er første gang, FN tager sammenhængen mellem migrationspolitik og udviklingspolitik op som tema for et ministermøde.

Ulla Tørnæs:

– Danmark har længe været bevidst om den positive betydning, som udviklingsbistanden kan have i arbejdet med internationale migrations- og flygtningespørgsmål. Vi har bl.a. i vore uddannelses- og beskæftigelsesindsatser allerede fokus på områder, som har afgørende betydning for, om mennesker i de fattigste lande føler, at de har den reelle chance i livet, der gør at de vælger at deltage i opbygningen af deres egne samfund, frem for at søge andre steder hen.

– Regeringen vil imidlertid gøre endnu mere på dette felt. I den nye udviklingspolitiske plan, jeg netop har fremlagt opprioriteres arbejdet med god regeringsførelse, ligesom vi gør mere for at styrke kvinders muligheder. Det er 2 afgørende områder i denne forbindelse.

Centrale emner på ministermødet er,
– hvordan internationalt samarbejde om sikkerhed, kontrol og beskyttelse kan forbedres;
– hvordan mulighederne for, at migranter kan bidrage mere målrettet til udviklingen i hjemlandet og i opholdslandet, kan forøges, og
– hvordan udviklingsbistanden kan medvirke til at forbedre levevilkårene for befolkningen i de fattige lande, og ikke mindst for de unge.

FNs generalsekretær har forud for mødet opfordret medlemslandene til at etablere et forum for migration og udvikling. Fra dansk side støtter man en fortsat dialog om disse spørgsmål, og har hilst etableringen af et globalt forum velkommen.

Man har samtidig understreget vigtigheden af, at man undgår dobbeltarbejde og sikrer, det arbejde, der allerede udføres på området af forskellige internationale organisationer, bliver lagt til grund for den videre proces.