KULU: Skændig voldtægtssag kaster skygge over Sydafrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Kampen mod seksuelle overgreb på kvinder og hiv/aids i Sydafrika
står i skyggen af voldtægtssagen mod Sydafrikas fhv. vice-præsident, Jacob Zuma, anfører Kvindernes U-landsudvalg (KULU) i en pressemeddelelse.

KULU er dybt bekymret over udfaldet af den netop afsluttede voldtægtssag mod Jacob Zuma, der stod anklaget for voldtægt af en 31-årig kvinde. Zuma blev 8. maj frikendt efter en 3 måneder lang retssag med en påtale for at have haft en udenomsægteskabelig seksuel affære med den unge kvinde, hvis forældre var en del af Zumas bekendtskabskreds.

Sydafrika har verdens højeste rate af seksuelle overgreb mod kvinder, piger og børn: Hvert 26. sekund voldtages en kvinde i Sydafrika, og hivsmitte-raten blandt unge piger og kvinder er alarmerende.

Danmark bør kræve god regeringsførelse af Sydafrika, så sydafrikanske kvinder kan deltage i samfundet på lige fod med mænd uden at skulle frygte for deres liv, krop og sundhed, mener KULU.

I den ny strategi for fremme af seksuelle og reproduktive rettigheder og sundhed, som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) lancerede 24. maj, vægtes bekæmpelse af vold mod kvinder og mænds ansvar herfor som en vigtig nøgle til fremme af ligestilling mellem kønnene og for kvinders ret til kontrol over egen krop og sundhed.

Desuden har Danmark med det nye Afrika initiativ valgt at støtte Sydafrika og det sydlige Afrika med 40 mio. kr. til bekæmpelse af hiv/aids og vold mod kvinder.

– Vi mener, det er et oplagt udgangspunkt for at emnet tages op i en kritisk dialog med Sydafrika, så der presses på for en langt mere offensiv og klar indsats i Sydafrika mod seksuelle overgreb, vold mod kvinder og børn og hiv/aids, siger Janice G. Førde, forkvinde Kvindernes U-landsudvalg, og lægger til:

– Når kvinder udgør mere end halvdelen af befolkningen, bliver det grundlæggende et spørgsmål om god regeringsførelse. Det er vigtigt, at Zuma-sagen ikke bliver et tilbageskridt for kvinders rettigheder og kampen mod seksuel vold i Sydafrika og i det sydlige Afrika.

Derfor bør Danmark ifølge KULU på det kraftigste opfordre Sydafrikas ledere til at gå foran i kampen mod seksuel vold og overgreb ved at:

– prioritere en offensiv kamp mod volden med kampagner, der nedbryder myter og stereotypisering af voldtægtsofre og kræver nul-tolerance, når det gælder seksuelle overgreb,
– sikre opbygning af kapacitet i politi, sundhedssystem og retsvæsen til at tage sig af voldtægtssager,
– sikre rådgivning og behandling til voldtægtsofre på en måde, der beskytter ofrets rettigheder og integritet,
– sikre at voldtægtsforbrydere stilles for retten og at der fældes dom.

Danmark bør støtte kvindeorganisationer og initiativer som ”One in Nine”, så de kan fortsætte deres vigtige arbejde med at skabe offentlig opmærksomhed om seksuelle overgreb, føre kampagne for ændret adfærd og nødvendige lovgivningstiltag, samt fortsætte arbejdet med at støtte ofre med rådgivning og behandling, hedder det.

Danmark bør videre tage skridt til at følge det nye sydafrikanske lovgivningsinitiativ: ”The Sexual Offence Bill” og bidrage til at sikre, at kvindeorganisationer og kvinderetsaktivisters synspunkter høres og tages med i behandling af lovforslaget.

Baggrund:

Sydafrika har verdens højeste rate af seksuelle overgreb mod kvinder, piger og børn:

1 ud af 2 kvinder udsættes for voldtægt i løbet af deres levetid. 1 ud af 4 pigebørn og 1 ud 5 drengebørn under 16 har været udsat for seksuelle overgreb.

Hivsmitte-raten blandt unge piger og kvinder er alarmerende: Piger mellem 15 – 25 har den højeste hiv-rate. Sidste år blev 20 procent af piger i alderen 13 – 19 smittet med hiv. Tallet er 6 gange højere end for drenge.

Voldtægtsofre og kvindeorganisationer hyppige skydeskiver.
Voldtægtssagen trækker dybe spor i det sydafrikanske samfund og vidner om, hvor vanskeligt det er for kvinder at rapportere og rejse en voldtægtssag. I Sydafrika sker kun domfældelse i 7 procent af de anmeldte voldtægtssager, og det skønnes at kun en ud af 9 voldtægter anmeldes.

I Zuma sagen måtte den unge kvinde Kwezi stå for skud – anklaget for udfordrende påklædning; anklaget for ikke at have skreget op og sparket, ikke at kunne demonstrere iturevet tøj; anklaget for promiskuitet og tidligere seksuel historie – hvilket omfattede seksuelle overgreb begået mod hende som 5 og 13 årig; anklaget for at være hiv-positiv, – og endelig blev hendes seksuelle identitet som lesbisk draget i tvivl.

”One in Nine” er en koalition af sydafrikanske kvindeorganisationer og aktivister, der arbejder med bekæmpelse af vold mod kvinder. Den har stået frem og støttet Kwezi – med ekspert udtalelser, dokumentation og rådgivning – i løbet af den stærkt medieomtalte og celebre retssag.

Det har ikke skortet på beskyldninger, smædekampagner og trusler om vold mod Kwezi og organisationerne bag ”One in Nine” og deres kampagne ”Solidarity with women, who speak out”.

På grund af alvorlige personlige trusler fremsat mod Kwezi er hun, efter frikendelsen af Jacob Zuma, med politibeskyttelse og på statens regning eskorteret ud af landet til en hemmelig adresse og en usikker fremtid.

– Læs mere om Zuma-sagen og ”One in Nine” koalitionen på www.oneinnine.org.za

Kvindernes U-landsudvalg markerede Den internationale aktionsdag for kvinders ret til sundhed 28. maj – en verdensomspændende kampagnedag, der hvert år sætter fokus på et aktuelt emne i forbindelse med kvindes seksuelle og reproduktive rettigheder.

I år rettede kampagnen søgelyset på feminiseringen af hiv/aids-epidemien og vold mod kvinder. Kampagnen koordineres af Womens Global Network for Reproductive Rights: www.wgnrr.org

Flere oplysninger hos KVINDERNES U-LANDSUDVALG, Rosenørns Alle 12, st. 1634 København V, Tlf. 33 15 78 70, Fax. 33 32 53 30, e-mail: [email protected], web: www.kulu.dk