Red Barnet sender akut nødhjælp til tusinder af børn og familier i Haiti, der er tvunget væk fra deres hjem efter tirsdagens kraftige jordskælv og til de børn, der er blevet adskilt fra deres familier, skriver organisationens daske afdeling i en pressemelding onsdag.
– Børn og deres familier er blevet tvunget væk fra deres hjem og ind i et ekstremt stressende og farligt miljø, fortæller nødhjælpsarbejder i Save the Children (Red Barnet), Ian Rogers fra Haiti.
Man anslår, at 1,8 millioner indbyggere blev voldsomt berørt af jordskælvet og de efterskælv, der senere ramte de tæt befolkede områder omkring Port-au-Prince.
I et direkte interview på CNN i nat berettede Ian Rogers også om det scenarie, der udspillede sig i timerne efter jordskælvet:
– Vi hører lyden af folk i nød, folk, der er i sorg og leder efter deres børn og familier. Og samtidig kan vi høre jublen rundt omkring, når det lykkes nogen, at redde mennesker ud af ruinerne. Men jeg frygter, at vi i løbet af dagen vil opdage, at der er store tab af liv, og at jordskælvet vil have medført store skader, sagde han til CNN.
Save the Children er i Haiti
Save the Children har siden 1985 arbejdet i Haiti med sundhedsydelser, uddannelse, beskyttelse og maduddeling til sårbare børn.
– Hovedprioriteten for Save the Children lige nu er at sørge for mad, rent vand, midlertidige hjem og medicin til børn og deres familier, siger Ian Rogers.
Red Barnet samler ind til Haitis børn
Red Barnet sender akut nødhjælp af sted til Haiti. Save the Children i Haiti arbejder stadig med at vurdere situationen i området for at kunne tilrettelægge den videre nødhjælpsoperation.
– Red Barnet har allerede bevilliget de første penge til det akutte nødhjælpsarbejde – i løbet af det næste døgn vil vi få et bedre overblik over, hvordan vi bedst kan bidrage til nødhjælpsindsatsen, siger Alice Molkte Ladekarl, nødhjælpskoordinator i Red Barnet.
Hjælp Haitis børn – sms KATASTROFE til 1277 donér 150 kr. + trafiktakst.
Yderligere oplysninger hos pressemedarbejder Janne Tynell på dir. tlf. 88 24 85 91, mobil 29 38 72 17 og e-mail [email protected]