KØBENHAVN, 18. januar 2010: Mens UNICEF uddeler nødhjælp til nødstedte familier i Haiti, har UNICEF Danmarks indsamling til hjælpearbejdet rundet 6,4 millioner kroner.
FN har betegnet jordskælvet i Haiti som den største katastrofe organisationen nogensinde har stået overfor. Tre millioner mennesker skønnes at være berørt af jordskælvet, og titusindvis af børn har desperat brug for akut nødhjælp.
– Det er meget vanskeligt at komme frem med nødhjælpen, og mange nødstedte familier venter stadig på at få hjælp. Katastrofen i Haiti er kompleks, og der er mange faktorer, som skaber store udfordringer for nødhjælpsarbejdet. Infrastrukturen i hovedstaden Port-au-Prince er fuldstændig kollapset, herunder regeringsbygninger og alle andre offentlige myndigheder, som normalt spiller en afgørende rolle i nødhjælpsindsatsen, siger Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Trods vanskeligheder kommer nødhjælpen igennem til de nødstedte familier. Tre fly med nødhjælp fra UNICEF er allerede landet i Haitis hovedstad Port-au-Prince og i nabolandet den Dominikanske Republik; her i blandt et jumbojet fra British Airways, som lettede lørdag eftermiddag fra lufthavnen i Billund med 36 ton nødhjælp fra UNICEFs Verdenslager i København. Og flere nødhjælpsfly er på vej.
Vejen mellem Santo Domingo i den Dominikanske Republik og Port-au-Prince er ryddet, og UNICEF kører i dag ind i Haiti med yderligere 35 ton nødhjælp som vandrensningsudstyr, førstehjælpskasser, jordmoder- og operationsudstyr samt legetøj, der skal bruges i arbejdet med at yde psykisk førstehjælp til de mange dybt traumatiserede børn.
– I disse timer er især rent vand helt afgørende for at forebygge udbrud af epidemier, som netop nu udgør en alvorlig trussel mod de jordskælvsramte børns liv, vurderer Steen M. Andersen.
Derfor står UNICEF i spidsen for FNs indsats med at sørge for adgang til rent vand og sanitet. Lørdag uddelte UNICEF 250.000 liter vand til 60.000 mennesker, og vandtanke bliver sat op i alle områder af byen.
Søndag blev yderligere 50.000 liter vand sendt ud til 38 distributionssteder med drikkevand til 80.000. I går forsynede UNICEF desuden hospitalet i Port-au-Prince med 120.000 liter drikkevand på flaske. Samtidig knokler UNICEF med at reparere de ødelagte vand- sanitetssystemer.
– Vi er overvældede og dybt taknemmelige for danskernes store opbakning til hjælpearbejdet. Men der er virkelig også brug for hver en krone – og mere til. Behovet for akut nødhjælp er kolossalt, og Haitis børn vil få brug for hjælp i lang tid fremover, siger Steen M. Andersen.
Fakta om børn i Haiti
Haiti er blandt verdens fattigste lande og rangerer som nummer 148 ud af 179 lande på UNDPs udviklingsindeks.
Børnedødeligheden er høj; otte ud af hundrede børn dør, inden de bliver fem år.
Hvert andet barn går ikke i skole; kun 51 procent af pigerne og 48 procent af drengene går i grundskolen, mens kun 21 procent af pigerne og 18 procent af drengene går i skolens ældste klasser.
Kun 54 procent af befolkningen har adgang til rent drikkevand.
24 procent af børnene er underernærede.