Kvinder er ikke bare en drivkraft, men nøglen til udvikling i verdens fattigste lande.
Derfor hilser Kvindernes U-landsudvalg (KULU) regeringens nye plan for udviklingspolitiske prioriteter velkommen.
Det er glædeligt, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) nu er parat til at realisere sin 5 punkts plan for at styrke kvinders rolle i Afrikas udvikling, hedder det i en presseudtalelse fra KULU fredag.
Vigtigst ifølge ministerens udtalelser på Afrikakonferencen i maj er, at de 1,5 milliarder danske kr., der går til sektorprogramstøtte, fremover helt og fuldt skal integrere kønsaspektet, uanset om det drejer sig om erhverv, sundhed, uddannelse eller vand.
– Beslutningen om at indføre en ligestillingsanalyse af alle større programindsatser og nye landestrategier har vi set frem til længe, udtaler Mette Bloch Hansen, næstforkvinde Kvindernes U-landsudvalg.
– Vi vil sammen med vore samarbejdspartnere i Mali nøje følge arbejdet med udmøntningen af det ny danske programsamarbejde med Mali, som går i luften fra 2007.
– Vi vil varmt anbefale, at ministeren prioriterer at invitere de maliske kvindeorganisationer og regionale afrikanske netværk som FEMNET med om bordet, så de kan deltage i den nødvendige dialog og indsats, der skal til for at gennemføre et så ambitiøst ligestillingsprogram.
Kvindernes U-landsudvalg støtter ligeledes regeringens plan om at styrke fokus på ligestilling og kvinder i international bistand.
– Det er en rigtig prioritering, men vi undrer os over det lave danske bidrag til UNIFEM (FNs Udviklingsfond for Kvinder) på sølle 5 mio. kr. årligt, udtaler Mette Bloch Hansen.
– UNIFEM har en uhyre vigtig opgave med at slå på tromme internationalt for kvinders rettigheder og ligestilling, og er kendt for at gå foran med søsætning af nyskabende programmer f.eks. fremme af kvinders erhvervsmuligheder, bekæmpelse af vold mod kvinder og kvinders rolle i konflikt og genopbygning.
– Med et budget på små 36 mio. dollars holder organisationen kun lige næsen oven vande, og skal bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på at skrabe penge sammen til hver ny aktivitet, anfører hun.
– I tråd med ministerens stærke engagement for kvinders rolle i u-landene vil det være et vigtigt signal at gå foran med en klar dansk opbakning til UNIFEM i form af et væsentligt øget bidrag, f.eks. i størrelsesordenen 180 mio. kr. – i lighed med de danske bidrag til UNICEF og UNFPA, slutter Mette Bloch Hansen fra Kvindernes U-landsudvalg.
Flere oplysninger hos Kvindernes U-landsudvalg, Rosenørns Allé 12 st., 1634 Kbn V, Tlf. 33 15 78 70, Fax. 33 32 53 30, E-mail: [email protected], web: www.kulu.dk