Samler ind for at få piger i skole på Madagascar

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den internationale kvindeorganisation Inner Wheel har indgået et samarbejde med UNICEF Danmark om at samle midler ind til et skoleprojekt for piger på Madagaskar i Det indiske Ocean, skriver UNICEF i en pressemelding onsdag.

Projektet, som gik i gang den 1. juli, foregår i den madagaskiske region Vangaindrano. Her går dobbelt så mange drenge i skole som piger. Holdningen er nemlig den, at piger skal blive hjemme og passe husholdningen og deres mindre søskende.

Mange piger helt ned i 14-års-alderen bliver desuden giftet bort, og opfattelsen er, at gifte piger ikke behøver at kunne andet end at læse og skrive. Derfor bliver de typisk taget ud af skolen, når de efter et par år har lært det mest basale.

Projektet vil få dobbelt så mange piger i skole

UNICEF Danmark og International Inner Wheels projekt i Vagaindrano skal bl.a. få dobbelt så mange piger mellem 12 og 15 år i skole inden 2010. Det skal ske igennem økonomisk støtte til pigerne, mulighed for skoletransport eller kollegieværelser tæt på skolen.

Projektet skal også udstyre skolerne med undervisningsmateriale, toiletter og biblioteker. Samtidig vil lærerne blive undervist i bedre formidling af et mere relevant budskab for teenagepigerne.

En anden nødvendig del af projektet er, at der sker en holdningsændring blandt folk i Vagaindrano med hensyn til lighed mellem kønnene.

Hjælp til piger er vejen frem

Inner Wheels danske verdenspræsident, Suzanne Nielsen, understreger vigtigheden af at hjælpe netop pigerne:

– Vi mener, at uddannelse af piger er vejen frem for en bedre tilværelse. Det mindsker fattigdom og misbruget af kvinder. Og hvis piger får en uddannelse, sørger de for, at deres børn får en. Mænd er ikke så gode til den slags. Det er kvinder, der skal have mest støtte, hvis det skal lykkes at skabe fremskridt for hele familien og samfundet, anfører Suzanne Nielsen.

Projektet kører frem til 2010. Man kan læse mere på www.unicef.dk

Yderligere oplysninger hos journalist Maria Søgård Jørgensen, UNICEF Danmark, tlf. 35 27 38 41, e-mail:[email protected] og Suzanne Nielsen, Inner Wheel, tlf. 47 72 50 66, e-mail: [email protected]

UNICEF om UNICEF

I 60 år har FNs Børnefond (UNICEF) været verdens førende organisation for børn. UNICEF arbejder i 156 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og aids.

I den industrialiserede del af verden har UNICEF 37 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra regeringer, erhvervslivet, fonde og private bidragydere.