I anledning af verdens sundhedsdag den 7. april advarer UNICEF om at konsekvenserne af klimaforandringerne rammer børn hårdest, fremgår det af en pressemeddelelse mandag.
Temaet for verdens sundhedsdag 2008 er klimaforandringer og sundhed. Den årlige mærkedag markerer grundlæggelsen af FNs verdenssundhedsorganisation WHO.
– Omkring 10 millioner børn under 5 år dør hvert år af sygdomme, som nemt kan forebygges, siger UNICEF Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen, og uddyber:
– Mange af de store børnedræbere som malaria og diarré påvirkes af ændringer i temperatur og nedbør, og de sygdomme kan blive mere almindelige – også i Europa – hvis vejret forandrer sig.
Klimaeksperter forudser, at orkaner og oversvømmelser vil forekomme oftere og med stigende styrke de kommende år, og det går især ud over børnene, når skoler, sundhedsklinikker og familiers hjem bliver ødelagt af naturkatastrofer.
Varmere temperaturer og skiftende nedbørsforhold truer høsten verden over med risiko for alvorlig fødevaremangel, hvilket vil være katastrofalt især for børn i Den 3. Verden. I 2006 var 36 procent af alle verdens børn moderat eller alvorligt undervægtige.
Sidste års rapport fra FNs Klimapanel konkluderede, at der er fare for stigning i antallet af børn med fejlernæring og andre følgesygdomme, der er relateret til børns vækst og udvikling, som følge af globale klimaforandringer.
I visse områder vil formindsket adgang til rent vand oven i købet forøge arbejdsbyrden for de kvinder og børn, der i forvejen må gå langt hver dag for at hente vand til husholdningen.
UNICEF mener, at det er nødvendigt at involvere børnene i arbejdet med at finde løsninger, der kan mildne konsekvenserne af klimaforandringerne.
Deres stemmer skal høres og deres behov vurderes som en del af verdenssamfundets reaktion på de klimaforandringer, vi står overfor, og børnene skal have adgang til viden og de nødvendige redskaber til at beskytte sig selv og deres lokalsamfund.
Yderligere oplysninger hos informationschef Karin Aaen, e-mail [email protected], tlf. 25 39 60 99 og kommunikationsmedarbejder Ditte Hartvig, [email protected], tlf. 35 27 38 44
UNICEF om UNICEF
UNICEF er FNs Børnefond og verdens førende organisation for børn. UNICEF arbejder i 156 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og aids.
I den industrialiserede del af verden har UNICEF 37 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra regeringer, erhvervslivet, fonde og private bidragydere.